Matt 16,13-26
Hovedhjørnestenen, den sten jeg læste om for alteret, er en grundsten. Den sten, som hele huset hviler på, som får det til at stå sikkert og stabilt. Den er fundamentet. En slags sokkel. Soklen holder huset oppe. Soklen er den sikre og stabile grund. Uden den står alting i fare for at falde i grus.
Hele verden har en sokkel. Det er en stor sten, som hele verden hviler på, som holder den oppe og gør den sikker og stabil. Man skulle ikke tro det, men verdens sokkel findes i udkanten af Herning. Den er skabt af den italienske koncept-kunstner Piero Manzoni. Han opholdt sig i to omgange i Herning i 1961-62 og nød det så meget, at han altså mente, at verdens sokkel måtte placeres der. Den er udformet som en kvadratisk stenblok, der måler cirka en meter på hver led. På den står ”socle du monde”, verdens sokkel, men skriften er vendt på hovedet, så man skal tænke, at hele verden står på stenblokken, mens man selv ser det omvendt. Det er lidt vanskeligt at forklare, og det er netop meningen, for kunstværket skal få beskueren til at tænke over, hvad grundlaget for verden er. Og det er jo fjollet, for verden har ikke nogen sokkel. Alle sokler står jo på verden. Men betyder det så, at intet står sikkert og er stabilt i verden? Eller udstiller kunstværket den menneskelige selvovervurdering, når nogen vil lave en sokkel til verden? For det giver jo ikke nogen mening at lave en sokkel til verden. Verden må være sokkel for os uden selv at have nogen sokkel. Inden man bliver færdig med sine tanker, er man blevet lidt svimmel og en smule irriteret på kunstneren, der på en gang laver sjov og er alvorlig, når han får os til at tænke over verdens sokkel og samtidig trækker grundlaget væk under os – og det i udkanten af Herning.
I udkanten af Cæsarea Filippi, hvor Jesus befinder sig i dagens evangelietekst, foregår noget lignende. For på det sted indleder Jesus også en samtale om, hvad soklen er. Hvad fundamentet eller grundlaget er for kristendommen og for den kirke, som forkynder kristendommen. Mere end det: Hvad er soklen for det kristne liv? Hvad er det, der skal gøre kristendommen sikker og stabil, så man kan bygge hele sit liv på den? Det er det, det handler om, når Jesus spørger sine disciple: Hvem siger folk, at jeg er? For det er spørgsmålet, der afgør alting. For med svaret på det spørgsmål, fortæller man, hvad der er sokkel for ens eget liv.
Om Jesus kan man sige så mange ting. Hvem er han? Han er Johannes Døberen, sagde nogle. Han er Elias, Jeremias eller en anden af profeterne, sagde andre. Begge svar placerer Jesus inden for ideer, man kender. Johannes Døberen vidste man, hvem var, for det havde man set. Han var en dommedagsprædikant, der talte magthaverne ret imod. Hvis Jesus er Johannes Døber, så ved man, hvad han står for. Hvis han er en profet, ved man også, hvad man kan regne med. Profeter forkyndte Herrens ord, når de gav råd om, hvordan man lever efter Guds vilje. Profetere er der mange af i Det Gamle Testamente. Hvis Jesus er en profet, ved man, hvad man kan vente.
Spørger man i dag folk om, hvem Jesus er, vil man ofte få et ret begejstret svar. Alle kan nemlig lide Jesus. Mange bryder sig ikke om kristendommen og endnu færre om kirken, men Jesus har man megen sympati for. Mange opfatter ham nemlig som et forbilledligt menneske. En, der havde et etisk budskab til mennesker om næstekærlighed, så man ved at følge hans lære kan leve sammen i fred og idyl. Det kan man godt lide. Også den opfattelse af Jesus gør ham til noget velkendt og fortroligt, for denne Jesus er et udtryk for ens egne idealer. Han er det bedste menneske, som man kan forestille sig. Men netop kun det, som man kan forestille sig. Han forbliver inden for den kendte forestillingsverden. Han er ikke andet, end man kan sige sig selv, uanset hvor smukt det lyder.
Alle svarene har det til fælles, at de definerer, hvem Jesus er, ud fra det, man ved, hvad er. Det man allerede kender og er fortrolig med. Måske er Jesus bedste, man kan tænke sig, men han er ikke andet og mere, end man kan tænke sig. Når det er sådan, bliver ens egne ideer, forestillinger og tanker grundlaget for Jesus. Sådan kommer man selv til at stå for fundamentet for troen. Man bliver selv soklen for sit eget liv. Det er det, folk siger.
Men hvem siger I, at jeg er, spørger Jesus så Peter. Peter svarer mere end han selv er klar over, for han siger noget, som han ikke selv ved, hvad er. Han svarer: Kristus, den levende Guds søn, men hverken på Jesu tid eller på Matthæusevangeliets tid var det et klart svar. Der var ingen entydige opfattelser af, hvem Kristus var. Der var heller ikke en tydelig forståelse af, hvem Guds søn kunne være. Messias eller Kristus kendte man kun fra nogle ret forskellige, uklare sammenhænge. Og der var slet ikke en klar ide om, at han skulle være Guds Søn, eller at den levende Gud overhovedet skulle have en søn. Egentlig er Peters svar derfor indholdstomt, for han kender ikke selv indholdet af de ord, som han bruger. Men han tror, at Jesus, der står foran ham, giver mening til ordene. Peter definerer ikke, hvem Jesus er med sine egne begreber, men han modtager meningen gennem Jesus selv. I virkeligheden svarer Peter bare ja. Ja, til at meningen skal komme til ham. Derfor siger Jesus, at han ikke selv står bag svaret: Det har kød og blod ikke åbenbaret for dig, siger han. Det kommer ikke fra mennesker, men fra min fader i himlene. Svaret på spørgsmålet om, hvem Jesus er, gives, så grundlaget for troen, soklen for livet ikke kommer fra Peter selv. Derfor er det ham, som kirken skal bygge på. Ikke fordi han selv står for en særlig fast eller indsigtsfuld tro, men fordi hans tro er åbenheden for den mening, der kommer til ham.
At det hænger sådan sammen, kan man se, når man læser videre. For så snart Peter taler af sig selv og vil belære Jesus om, hvem han er, og hvad han skal, kaldes Peter for Satan. Peter kommer nemlig med sine egne ideer, forestillinger og tanker og vil have Jesus til at passe ind i dem. Han vil ikke have, at Jesus skal lide og dø, for det passer ikke med Peters egne forestillinger om ham, som skal være grundlaget for troen. Og så gør Peter sig selv til grundlag for troen. Han gør sig selv til sokkel for livet. Det er det modsatte af, hvad han før sagde. Det er i virkeligheden et nej. Et nej til, at meningen kan komme andre steder fra end fra ham selv. Han vil selv skabe meningen. Det er, hvad mennesker vil, og ikke hvad Gud vil, siger Jesus. Det står Satan bag.
Ja, skal svaret være, når Jesus spørger, hvem han er. Ja til, at indholdet af det svar ikke kommer fra os selv, men gives til os, for vi kan ikke selv være sokkel for den tro, som vores liv hviler på. Det ja siger vi, hver gang trosbekendelsen lyder. Heller ikke den, kan vi selv tage ansvaret for. Den må vi bare sige ja til. Grundtvig havde som bekendt den ide, at det var den opstandne Kristus selv, der havde givet disciplene trosbekendelse, da han var sammen med dem efter sin opstandelse, men før sin himmelfart. Historisk tog Grundtvig fejl – og det vidste han sikkert godt – men kristeligt har han ret, for indholdet af kristentroen kan ikke komme fra os selv. Den må komme til os, så vi blot skal modtage den. Den siger vi ja til, så den kan være vores livs sokkel.
Hvis der er et ja som er sokkel, hvis modtagelsen er grundlaget, hvis fundamentet er, at vi ikke selv kan skabe meningen for livet, så gælder det også for hele vores liv i verden. Jesus taler om at fornægte sig selv, tage sit kors op og følge ham. At miste sit liv for at finde det. Og det hele er dette at opgive selv at være meningen i sit liv og i stedet få den. På det grundlag møder vi ikke verden for at vinde den ved at få den til at passe ind i vores egne ideer, forestillinger og tanker, men modtager den i taknemmelighed over at vi ikke selv skal skabe mening i den. Meningen er allerede givet os. Den har vi fået i bekendelsens ord om os.
Verdens sokkel står ikke lidt uden for Herning. Verdens sokkel er i døbefonten, for det er dér, ved at modtage bekendelsens ord i dåben, at vi får det grundlag for livet, der skal til for at leve sikkert og stabilt i verden. Her modtager vi det, som vi ikke selv kan sige, men skal leve livet på: at vi er skabt af Gud, frelst af hans Søn og evigt forbundne med dem gennem hans Helligånd.
DDS 749/722 – 332 – 323 — 54 – (441 – 674) – 348 – 725