Vandringen på søen
v.22 Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. v.23 Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér.
v.24 Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. v.25 Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. v.26 Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt. v.27 Og straks talte Jesus til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!«
v.28 Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« v.29 Han sagde: »Kom!« Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. v.30 Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« v.31 Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« v.32 Da de kom op i båden, lagde vinden sig. v.33 Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.«
Matt 14,22-33 (jf. Mark 6,45-52; Joh 6,16-21).
Tekstens forhold til de andre evangelier
Denne tekst stammer utvivlsomt fra Markusevangeliet. Når den ikke findes i Lukasevangeliet er det, fordi den hos Markus indgår i en sammenhæng, der består af to bespisningsundere (hhv. 5000 og 4000 mand), hvorimellem Jesus begiver sig over på den anden side af søen, taler om rent og urent, helbreder den hedenske kvindes datter og den døvstumme mand (Mark 6,30 – 8,10). Det er tydeligt, at dette afsnit handler om et opgør med renhedsregler og derfor også med etnisk adskillelse af jøder og hedninger. Jesus erklærer alt mad rent og efterkommer en hedensk kvindes ønske. Den sammenhæng har Lukas ikke overtaget. Han har kun ét bespisningsunder og har udeladt talen om rent og urent samt helbredelsen af den hedenske kvindes datter. I stedet har han lagt opgøret med rent og urent i Apostlenes Gerninger (kap. 10).
Som Lukas har Johannes også kun ét bespisningsunder, hvorefter følger en lang tale om livets brød. Mellem underet og talen er vandringen på søen, hvor båden (mirakuløst) kommer i land, da Jesus kommer ombord (kap. 6).
Den afgørende forskel mellem Markusevangeliet (og Johannesevangeliet) og Matthæusevangeliet er Peters rolle. Ingen af de andre evangelier lader ham gå ud på vandet. Den del af underet er Matthæus’ egen, som naturligvis viser, at Peter spiller en særlig rolle i det evangelium. Måske er det Matthæus’ udvikling af det underlige træk i Markusevangeliet, at Jesus ville gå forbi båden på søen (Mark 6,48). Hertil kommer, at disciplenes reaktion ligeledes er Matthæus’ islæt. Den findes ikke i Markusevangeliet. Tværtimod slutter Markus’ version med en konstatering af disciplenes uforstand, hvilket altså nærmest er ændret til det modsatte i Matthæusevangeliet.
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Matthæus overtager med få, men betydningsfulde ændringer den sammenhæng, som teksten indgår i i Markusevangeliet. Den vigtigste ændring er, at Jesus i Matthæusevangeliet nok taler om rent og urent, men den programmatiske udtalelse ”Dermed erklærede han al slags mad for ren” (Mark 7,19) er udeladt af Matthæus, fordi han skriver til en jødekristen menighed, der formentlig stadig praktiserer renhedsregler.
Selve vandringen på søen indgår i denne meningssammenhæng, fordi den bringer Jesus tættere på hedenske områder, hvilket giver anledning til samtalen om rent og urent samt forbereder mødet med den hedenske kvinde, der i Matthæusevangeliet er kana’anæisk.
Tekstens detaljer
Teksten falder tydeligt i to dele. Første del om Jesu vandring på søen (v. 22-27), der stammer næsten ordret fra Markusevangeliet. Anden del om Peters vandring (v. 28-33), som Matthæus har tilføjet, om end v. 32 er overtaget fra Markus.
Første del kan man endvidere dele i en forhistorie, hvor Jesus sender disciplene af sted og selv bliver tilbage (v. 22-23), og hans vandring på søen (v. 24-27). Anden del kan deles i scenen med Peter (v. 28-31) og afslutningen (v. 32-33).
v.22-23: Scenen er direkte knyttet til det foregående bespisningsunder, som foregik ved bredden af søen. Jesus insisterer på, at disciplene skal tage af sted i båden, mens han selv sender skarerne bort og går alene for at bede. Den ensomme bøn skal muligvis markere en særlig nærhed til Gud. Tidsangivelsen forbereder scenen på søen.
v.24-27: Båden var mange stadier fra land (en stadie = 192 meter). I forhold til Markus har Matthæus gjort scenen mere dramatisk ved at understrege kampen mod bølgerne og stormen imod båden. Det hele sker om natten. Den fjerde nattevagt var mellem kl. 3 og 6.
Disciplene genkender ham ikke, men tror, at det er et spøgelse. Jesus reagerer med en typisk åbenbaringsformular: ”Frygt ikke”. Frygt er nemlig den almindelige reaktion på guddommelige åbenbaringer, derfor er formaning til ikke at frygte den almindelige hilsen fra guddommelige udsendinge, fx engle. Her er det altså Jesus selv, der optræder som en åbenbaring. Hans selvidentifikation ”det er mig” minder på græsk om den måde, som Gud selv identificerer sig på, nemlig ”jeg er” (ego eimi) (2 Mos 3,14). I Johannesevangeliet bruger Jesus ofte det udtryk om sig selv. I Markusevangeliet reagerer disciplene ved at tage ham ombord, hvorved båden straks er i land. Matthæus indføjer scenen med Peter.
v.28-31: Dette er første gang i Matthæusevangeliet, at Peter træder frem af discipelgruppen med en særlig rolle. I denne tekst er han repræsentant for dem og således model-discipel, men dermed får han også forrang for de andre. Det bliver meget tydeligt i Matt 16,18-19, hvor Peter gøres til den klippe, hvorpå kirken skal bygges, og han overdrages himmerigets nøgler. Han er altså både den, der har et særligt nært forhold til Jesus, og den, der kan optræde på disciplenes vegne.
Hans spørgsmål til Jesus skal nok ses som en tillidsytring. Han stoler på, at det er Jesus og beder derfor om den særlige opgave at komme ud til ham på vandet. Men pludselig forsvinder hans tro og han er ved at blive slugt af bølgerne. Vandet fungerer her, som i øvrigt mange steder i Bibelen, som en kaosmagt, der truer med at opsluge mennesker. Han råber på Jesus som frelser, og Jesus frelser ham ved at række armen til ham. Han bebrejder så Peter, at han tvivler. Nu er Peter pludselig repræsentant for det almindeligt menneskelige: tvivlen.
v.32-33: Med v. 32 genoptages tråden fra Markusevangeliet. Vinden lægger sig så snart Jesus er i båden. Det og hele scenen på søen afføder disciplenes tilbedelse og bekendelse: ”Sandelig, du er Guds søn”. Den foregriber Peters bekendelse i Matt 16,16, men mangler dog det vigtigste, nemlig Kristus-titlen.
Tekstens fortolkning
Allerede i Markusevangeliet kan man argumentere for, at fortællingen i virkeligheden er et billede på den troendes situation. Men i Matthæusevangeliet bliver det gjort helt klart ved at beskrivelsen af bådoverfarten i uvejret dramatiseres, scenen med Peter indføjes og bekendelsen tilkobles. Således skal den farefulde tur i båden ses som menneskers liv i verden uden Jesus. Men Jesus kommer i faren. Så snart Jesus tages ombord forsvinder truslerne, og der er sikkerhed med ham. At det handler om tro, bliver nærmest overtydeligt i seancen med Peter, der synker, når han tvivler, men kan gå på vandet i tro på Jesus. Særligt elskelig er den detalje, at det er den tvivlende og synkende Peter, som Jesus rækker hånden ud til. Det er et meget interessant forhold mellem tro og tvivl, der kommer frem. Peter viser sig jo både som forbilledligt troende i sin tillid til Jesus og som genkendeligt tvivlende, der trods sin tvivl kan råbe på Jesus som frelser.
Af den grund kan både også tolkes som menigheden eller kirken i den faretruende verden, der uden Jesus står i risiko for at kæntre. Først med ham om bord og i bekendelse af ham som Guds søn er den i smult vande. Således kan scenen være en forvisning om, at Jesus engang vil komme til de troende og frelse dem for evigt. Indtil da er de på en vanskelig færd, hvor de som Peter risikerer at drukne, hvis de mister troen.
Man kan tolke fortællingen på begge måder. Måske er den sidste, hvor der ses frem mod Jesu genkomst til frelse for de troende, mest i overensstemmelse med Matthæus, men jeg kan bedst lide den første.