Matt 5,43-48
En af de romaner, der går for at være en af de bedste bøger overhovedet, er den spanske fortælling om den sindrige ridder Don Quixote fra begyndelsen af 1600-tallet. Romanen handler om den høje og ranglede Don Quixote de la Mancha, der drager ud på eventyr på sit øg af en hest ved navn Rosinante sammen med sin tro og runde væbner Sancho Panza. Don Quixote vil være en ædel ridder, der kæmper mod alskens ondskab og trolddom for at vinde sin udkårne. Men riddernes verden findes ikke længere. Da Don Quixote drager ud på sin rejse for at finde en retfærdig sag at kæmpe for, udnævner han først en lokal slagters frodige datter til sin skønjomfru. Dernæst ser han sig om efter modstandere. Men der er ingen andre riddere. Til gengæld kommer han i klammeri med muldrivere og andet godtfolk. Det ender med tørre tæsk til Don Quixote og hans godmodige hjælper. Selv da han i det fjerne ser ondskabsfulde kæmper, viser det sig at være vindmøller.
Don Quixote er ude af takt med verden. Den verden, han vil leve i, er fortid. Han ønsker en et verden, der ikke findes længere. Formentlig en verden, som kun findes i bøgerne. Den vil han leve i, men når han støder på virkeligheden, er der øretæver i luften. Det gør ondt at støde sammen med realiteterne. Han erkender det til sidst. ”Den, der tror, at tingenes tilstand i denne verden kan ændres, tror noget, han ikke bør tro,” bliver hans egen lektion.
På en underlig bagvendt måde kan man føle sig som Don Quixote, når man forsøger få evangelieteksten til at tale ind i verden. Ind i vores verden. Jesus taler nok i en forgangen verden, men hans ord skal høres i vores verden. Lige nu, hvor året kulminerer. Det er lyst og varmt og grønt omkring os. Man kan næsten ikke andet end bryde ud i fædrelandssange. ”Danmark nu blunder den lyse nat.” ”Du danske sommer jeg elsker dig.” ”I Danmark er jeg født.” Studenterne springer ud, og fodboldlandsholdet spiller, så der er rød-hvide farver, Dannebrog og fællessang alle vegne. Det er tiden, og det er svært ikke at smile, for det er nu glæden, livsmodet og fællesskabet er stærkest, så man skulle være unaturligt upåvirkelig for ikke at lade sig fornøje af det. Sådan er det her i Danmark. Vores verden.
Ind i den verden lyder Jesu ord: ”I skal elske jeres fjender. I skal bede for dem, der forfølger jer.” Umiddelbart er det ude af takt med verden. Her hos os og navnlig her ved midsommer synes fjendskab at tilhøre en anden tid. Uoverensstemmelser og uenighed kender vi, endda stærke modsætninger, men det er ikke fjendskab. Fjender ønsker man intet godt. Fjender ønsker, at man ikke eksisterede. Det er fjendskab. Det hænger direkte sammen med forfølgelsen. Fjenderne forfølger for at udrydde. Det taler Jesus ind i fra den forgangne verden. Det er vanskeligt at få til at passe med vores aktuelle verden, hvor samfundet roses for sammenhængskraften, hvor tilliden er større og lykkefølelsen højere end i de fleste lande. Fjender har vi ikke. Forfulgt bliver vi slet ikke.
Jesu budskab kan være bedre placeret i Mellemøsten, i den verden, hvor det først blev fremsat. Blandt folkeslagene i det område var der på bibelsk tid og på Jesu tid og i dag fjendskab så dybt, at forsoning synes umuligt. Der er et nedarvet had, der er så intenst, at det forekommer håbløst at tale om forbrødring. I den sammenhæng hører man Jesu ord i deres fulde radikalitet. Man kan lige frem forstå, hvorfor dette budskab måtte føre til hans død. For han taler ind i en tid og en situation, hvor overlevelse afhænger af nedkæmpelse af fjenderne. Hvor man bliver slået ihjel, hvis man ikke selv slår ihjel. Hvor hadet til fjenden er konsekvens af, at han vil dræbe ens elskede. I en den tid er det mest fornuftigt, at man skal elske sin nærmeste og hade sin fjende. Jesu budskab er ufornuftigt. At elske sin fjende er livsfarligt. Det er fornuftigt, at man må slå den ihjel, der forkynder, at man ikke skal tage afstand til sine fjender og afvise dem, der forfølger en. Det er imod al fornuft at sige, som Jesus gør. Og derfor er det netop det radikale budskab til den verden. Den fornuft, der er bestemt af generationers had, kan ikke være grundlag for fred. Noget radikalt anderledes må til. Man må elske sine fjender. Det er radikalt, og det bliver endnu mere radikalt, når man betænker, at fjenden forbliver fjende. Jesus taler ikke om fjenden, som en ven man ikke har lært at kende. Det er ikke radikalt. Fjenden skal elskes som fjende. Det er radikalt. Og det ville jo faktisk være løsningen på konflikterne, hvis fjenderne kunne elske hinanden, mens de var fjender, for så måtte de hver især lade de andre være – og lade dem være de andre. Don Quixote sagde: ”Den, der tror, at tingenes tilstand i denne verden kan ændres, tror noget, han ikke bør tro.” Men den tro er nødvendig. Den ville løse problemerne. De skal elske deres fjender.
Men Jesu budskab er ikke sagt for at vi skal løse andres problemer med det. Det siges til os. Lige her før sommerferien, inden vi skal samles om Sankthansbålet, synge ”Vi elsker vort land” og symbolsk afbrænde det onde, der ikke længere er en heks. I denne skønne sommertid, hvor alting maner til taknemmelighed, er tiden nærmest som denne svage og klynkende tid, som Richard III klager over i Shakespeares drama af samme navn. For det er fredstiden, hvor man ikke kan kende forskel på venner og fjender, og de der før lå i dødelig krig, nu går arm i arm. Verden, vores verden, stiller sig hindrende i vejen for at høre radikaliteten i Jesu ord. Når man ikke er forfulgt og ikke er forhadt, kommer fjendekærligheden til at handle om at være søde og rare mod hinanden, også dem man er uenig med og ikke kan lide. Og det bliver ingen korsfæstet for at forkynde.
Så føler man sig lidt som Don Quixote, når man ser sig om efter fjender for at finde nogen at elske, og overvejer, om det radikale budskab er ude af takt med vores verden, hvor vi ikke kender til fjender. Medmindre vi ikke kan se fjenderne, fordi de er over det hele som grundlag for vores liv, og vi ikke kan høre dem, fordi de er som et lydtæppe for vores tilværelse. Hvis nu fjenderne er dem, der gerne ville forfølge os, men ikke kan, fordi de ikke kender os. Hvis det er dem, der ønsker at slå os ihjel, men ikke har forbindelse til os. Hvis nu vores fjender er alle de anonyme masser, som hverken høres eller ses i vores verden, fordi de slet ikke hører til vores verden, men befinder sig alle mulige andre steder. Alle dem, der under slavelignende forhold sørger for, at vi kan få friske bær til vores sommerdrinks. Alle dem, der nærmest er spærret inde for at sikre, at vores iPhone har batterier. Alle dem, der med livet som indsat, skaffer vores skrald af vejen. Hele den globale underklasse, uden hvem vi ikke kunne nyde sommeren. Alle de usynlige og uhørlige, men uundværlige mennesker, som vi aldrig møder og sjældent skænker en tanke, fordi de er forudsætning for vores verden, men ikke en del af den. Alle dem, som man ville kunne forstå, hvis de hader os, vil forfølge og udslette os, fordi vores rigdom beror på deres fattigdom. Måske ser vi ikke fjendskab i vores verden, fordi fjenderne er uden for vores syn og hørelse, uanset at vores verden bygger på dem.
Så er Jesu udsagn radikalt. Det betyder, at vi skal elske dem, som vi gør til fjender for at leve i verden, som vi gør. Det er Jesu bud. Det er radikalt. Alting vil forandre sig. Vores verden kan ikke bestå, hvis det bud efterleves. Og man tænker, at forsøget på at opfylde det kun kan resultere i samme lektion, som Don Quixote fik: ”Den, der tror, at tingenes tilstand i denne verden kan ændres, tror noget, han ikke bør tro.”
Men for os gælder det tværtom: Den, der tror, at tingenes tilstand i denne verden kan ændres, tror noget, man skal tro. Det skal tros, at fjendekærligheden kan ændre verden. For det er jo netop, hvad vi tror, når vi tror, at den himmelske fader er fuldendt. Han elskede dem, som var hans fjender. Han elskede verden, selv om verden var ham fjendtlig. Det er det, som vi er samlet om, at vi var fjender af Gud og blev elsket af ham. Det tror vi. Det ændrede vores verden, at vi må tro, at vi er elsket af Gud i den verden, vi lever i. Og som den fuldendte Guds børn kan vi tro, at tingenes tilstand i verden kan ændres. For det skal vi gøre, når vi elsker vores fjender, som vi selv er elsket.
DDS 748 – 683 – 690 — 688 – 694 – 726