Mark 10,13-16
Der er en litterær tradition for at gå ud i skoven og finde sig selv. Et kendt eksempel er Henry David Thoreaus bog Walden fra 1854, som er baseret på et to år, to måneder og to dage langt ophold i skoven Walden Pound i Massachusetts. Thoreau byggede en hytte og havde efter eget udsagn rigelig tid til åndelige sysler, som ikke mindst bestod i refleksioner over sit eget liv i skoven, men også om klassisk litteratur, mellemmenneskelige forhold og i det hele taget, hvad det kræver at blive et godt menneske, herunder den nødvendige åndelige vækkelse, som Thoreau selv gennemgår. Han kan ligefrem tale om det som en forvandling i bibelske termer: Han var død og er blevet levende igen. Bogen er – selv om den af gode grunde ikke læses meget – blevet en klassiker. Den er netop det klassiske eksempel på et menneske, der finder lykken ved at vende tilbage til naturen. Væk fra kulturen med stress og jag, ud i naturens stilhed for at finde sig selv. Dér i naturen bliver man et rigtigt menneske.
En noget anden version af den samme historie finder man i den norske forfatter, Erlend Loes lille roman Doppler. Den foregår i Oslo i halvfemserne og handler om en familiefader, der får nok. Han hedder Doppler. Han har et cykeluheld i skoven, og så ligger han pludselig i skovbunden og finder ud af, at han ikke tænker på det badeværelse, som de er ved at renovere hjemme i huset; han overvejer ikke, om de nu har brug for en ny bil, og hvilket mærke, det skal være; og fremfor alt har han ikke en af kendingsmelodierne fra de mange tv-programmer for børn på hjernen. Han har ellers været plaget af Thomas Tog i måneder. Nu er der helt stille. Så beslutter han sig for at flytte ud i skoven. Forlade livet i kulturen med arbejde og hus, kone og børn, og gå tilbage til naturen. Det gør han. Der har han tid til at reflektere over livet. Refleksionerne går på, at han hidtil har levet et kompetent liv. Nu kan det være nok. Alt, hvad han har gjort, har været kompetent. Han var kompetent som barn, som skoleelev, som studerende og som medarbejder. Han var social kompetent, økonomisk kompetent, erhvervsmæssigt kompetent. Han har en kompetent kone og en kompetent datter. Sønnen håber han endnu, at han kan rede. For det skal være slut med det kompetente. Han vil være inkompetent ude i naturen, så kan alle de kompetente blive tilbage i kulturen. På et tidspunkt kommer hans mindre søn ud til ham. Efter nogen tid lærer sønnen sig at læse ved hjælp af nogle avisstumper, som ellers skulle bruges til optænding. Doppler slår hårdt ned: Kompetente børn er ikke velkomne hos ham. Hvis sønnen har tænkt sig at være kompetent, må han forlade skoven. Kompetencer hører til i kulturen, ikke i naturen.
Og det er jo rigtigt, at kompetencer er eftertragtede i kulturen. Kun kvalifikationer kan vel komme op på siden af dem i efterspørgsel. Uddannelser skal have en velbeskrevet kompetenceprofil, så man ved, hvad dimittenderne kan. Stillingsopslag har detaljerede kompetencebeskrivelser for den ideelle kandidat. Aktiviteter skal være kompetencegivende for at være attraktive. For man må livet igennem tilegne sig flere og flere kompetencer for at kunne klare sig. Uden kompetencer kan man ikke indtage en plads på arbejdsmarkedet eller i samfundslivet. Det kræver, at man er kompetent, at man har de rette kompetencer, og stadigt opnår flere. Og hvis man har dem, skal de udvikles. Så kan man komme på kompetenceudvikling. Og hvis man er i tvivl, om man har kompetencer nok, kan man få en kompetencevurdering. Nogle udsættes endda for kompetenceprøvning for at se, hvad de kan.
Eller er det for at se, hvad de er?
For der er det ved kompetencer, at de på den ene side er noget man gør. De er en kunnen, som man bruger, når man samarbejder, kommunikerer, leder, eller hvad man nu gør. På den anden side er de noget man er. De er karaktertræk, der beskriver ens personlighed, når man har sociale, sproglige eller endog kulturelle kompetencer. Men på trods af at kompetencerne er en del af ens personlige karaktertræk, tilhører de ikke blot privatsfæren. Tværtimod. Kompetencer har man og bruger man i samlivet og særligt i arbejdslivet sammen med andre mennesker. De bringes i anvendelse for at udrette noget, for at gøre noget og skabe noget i fællesskab. Man bruger sine kompetencer til at bidrage til fællesskabet. Så bliver kompetencerne fællesskabets interesse. Så bliver det et spørgsmål, om den enkelte nu har de rette kompetencer til at indgå i det givne fællesskab. Har man mere brug for nogle med andre eller flere kompetencer? Udnytter den enkelte sine kompetencer i tilstrækkelig grad? Er gruppen sammensat med de rigtige komplementære kompetencer, så den kan yde optimalt? Sådan er det oftest i erhvervsmæssig sammenhæng. Men også på samfundsniveau skal alle borgere have kompetencer til at kunne yde et bidrag til samfundet for at kunne indgå i det. Har man ikke de rette, skal de omstilles. Men fordi kompetencer er karaktertræk eller personlige egenskaber, kan bedømmelsen af deres værdi for fællesskabet ikke helt løsgøres fra en vurdering af personens værd. Det har sin egen logik og fornuft, men meget tyder på, at kompetencekulturen har konsekvenser for deltagerne. I hvert fald oplever man til tider en næsten hysterisk jagt på at opbygge kompetencer, så alt hvad man foretager sig, fra uddannelsesvalg til frivilligt arbejde, skal passe i den kompetenceprofil, man ønsker at præsentere sig med. Og man hører om højt kompetente personer, der har så vanskeligt ved at forholde sig til deres egne kompetencer, at de dybest set mener, at de er bedragere, og det blot er et spørgsmål om tid, før de bliver afsløret. Og netop fordi det er deres kompetencer, det handler om, er det dem selv, der ikke er gode nok. For slet ikke at tale om de grupper, hvis kompetencer, der ikke er brug for, hvorfor de oplever sig personligt overflødige. Og dem, samfundet vurderer, slet ikke har kompetencer. Så kan man som Doppler få tanken, at det er bedre at vende kulturen ryggen, gå tilbage til naturen og blive inkompetent. Det er så meget lettere, hvis man ikke skal indgå i et fællesskab; hvis ens kompetencer ikke uafladeligt vurderes og bedømmes af andre og navnlig af en selv. Og sådan er det i naturen, dér er man bare den, man er.
Også Jesus siger, at vi skal være inkompetente som de små børn, der ikke kan noget selv og må modtage alt. Gudsriget er deres. De må ikke hindres, fordi de ikke er kompetente nok. Tværtimod. Skal man ind i Gudsriget, må man være som dem. Inkompetente, uden tilegnede karaktertræk eller erhvervede personlige egenskaber, der kan berettige, at man kommer ind. Gudsriget må man modtage som den, man er; ja, på trods af den, man er. For det har ingen ret til; det kan ingen gøre krav på. Man kan intet gøre eller være, der berettiger til det. Ingen kompetencer er krævet, og ingen kompetencer er tilstrækkelige.
Børnene, der for Jesus netop ikke er kompetente børn, kan ikke andet end at være, hvad de er. Uden at blive som dem, kommer man slet ikke ind i Gudsriget. Man må være inkompetent. Gudsriget modtager man ikke på grund af sine kompetencer, og heller ikke på trods af dem. Man får det, fordi man er inkompetent. Gudsriget hører de inkompetente til.
Men Gudsriget er ikke som Dopplers inkompetente naturtilstand, hvor alle kompetencer forsages. For fra Gudsriget udspringer et liv. Hvis vi kan modtage Gudsriget således, kan vi leve et liv ud fra en ubetinget og ubegrundet modtagelse i omfavnelse, fordi vi er som små børn. Så bliver livet et vi lever af grundløs og grænseløs velsignelse, fordi vi er inkompetente. Intet kan vi gøre for at få den, derfor får vi den.
For så ændrer fokus sig. Hvis vi kan tro, hvis vi tør tro, at Gudsriget er vores, og vi er velsignede i livet, ikke blot uanset vore kompetencer eller trods vores manglende kompetencer, men fordi vi er inkompetente, får livet med hinanden en anden karakter. Så skal ingens værd prøves eller vurderes på deres kompetencer; ingen kan hævde sig eller brøste sig af sine kompetencer, for det velsignede liv, må vi leve, fordi vi er inkompetente. Det må vi uden grund, af nåde.
Af Gudsriget kommer ikke en infantil, inkompetent naturtilstand. Af Gudsriget kommer et velsignet liv for de inkompetente. Kompetencerne skal derfor bruges til en fejring af det liv. De skal bringes i anvendelse i en taknemmelig fejring af livet, når vi med vores kompetencer fremmer det liv for hinanden, fordi alle har lige ret til det. Sådan fejrer vi livet, sådan lever vi i velsignelsen, således lever vi ud af Gudsriget, når vi ved at vores kompetencer ikke skal bruges til skabe vores personlighed eller profilere vores karakter, men bruges til gavn for livet, til gavn for de andre, til gavn for de kompetente og inkompetente. For vi kan ikke bruge dem til gavn for os selv, for Gudsriget er allerede vores.
DDS 392 – 7 – 344 — 169 – 319 – 479