1.s.e.trin. (1)
Lignelsen om den rige mand og Lazarus
v19 »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. v20 Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, v21 og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår.
v22 Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. v23 Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød.
v24 Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer.
v25 Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. v26 Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.
v27 Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, v28 for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested.
v29 Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre.
v29 Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig.
v30 Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«
Luk 16,19-31
Tekstens forhold til de andre evangelier
Lignelsen om den rige mand og Lazarus er lukansk særstof, dvs. der findes ikke paralleller i de andre evangelier. Den udtrykker derfor noget særligt lukansk. Man kommer dog uvægerligt til at tænke på Johannesevangeliet kap. 11, hvor en mand ved navn Lazarus med to søstre, Martha og Maria, bliver opvakt fra de døde. Historien i Johannesevangeliet er helt anderledes end denne lignelse. De eneste lighedstræk er navnet Lazarus og det forhold, at han dør, samt måske at der er tale om at opstå fra de døde. (Man må også nævne, at to søstre ved navn Martha og Maria også optræder i det lukanske særstof, men i en helt anden sammenhæng, jf. Luk 10,38-42) Forholdet mellem de to tekster er vanskeligt at afdække. Selvfølgelig står der praktisk talt alle muligheder åbne: 1) der er ingen forbindelse mellem dem; 2) de forholder sig begge, men uafhængigt af hinanden, til en bagvedliggende tradition; 3) Johannes har kendt Lukasevangeliet og er på en eller anden måde inspireret af lignelsen; 4) Lukas har kendt Johannesevangeliet og har omformet fortællingen om Lazarus til en lignelse. Der er sikkert andre muligheder også. Selv om mulighed nr. 4, at Lukas har kendt Johannesevangeliet og måske benyttet sig af Lazarus’ opvækkelse som inspiration for lignelsen, har fået en vis tilslutning i Danmark i de seneste år, tror jeg mest på mulighed nr. 3. Jeg kan bedst forestille mig, at man ud fra en lignelse konstruerer en fortælling om en faktisk begivenhed. Således kan man sige, at man virkeliggør lignelsen. Den tendens ser man i en række sammenhænge, hvor fortællinger så at sige materialiserer sig som faktiske begivenheder. Jeg mener også, at det støttes af, at søstrene Martha og Maria optræder i Lukasevangeliet, mens Johannesevangeliet har skabt en familie af dem, hvor de alle tre er søskende. Igen kan jeg bedre forestille mig, at to søstre og en mand bliver til tre søskende, end at tre søskende adskilles til to søstre og en figur i en lignelse. Jeg mener også, at denne tendens ses flere steder, fx bliver Jesus og Johannes Døberen jo fætre i Lukasevangeliet, hvilket de ikke var i Markusevangeliet. Men det hele er naturligvis spekulativt. Man kan ikke vide sikkert, hvad forholdet er mellem Lukas- og Johannesevangeliet, eller hvordan de har inspireret hinanden. Jeg synes blot, at mest taler for, at Johannesevangelisten har ladet sig inspirere af Lukasevangeliet.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
Det mest markante afsnit i Lukasevangeliet er den lange rejseberetning (Luk 9,51 – 19,27), hvor Jesus og disciplene bevæger sig fra Galilæa over Samaria til Jerusalem. I dette afsnit findes dels meget af det materiale, som Lukas har fælles med Matthæus, dels meget lukansk særstof.
Umiddelbart før teksten er der en belæring om loven og Guds rige. Her belærer Jesus farisæerne: ”I stiller jer an som retfærdige over for mennesker, men Gud kender jeres hjerte. For det, som sættes højt af mennesker, er afskyeligt i Guds øjne” (Luk 16,15). Man kan med lidt god vilje sige, at lignelsen illustrerer denne pointe. Men det er ikke helt tydeligt, da det jo netop ikke er den rige mands hjerte, der er i fokus. Snarere kan man sige, at dette vers lægger en tolkning over lignelsen, som den måske ikke selv indeholder.
I øvrigt er der i denne sammenhæng den meget vigtige bemærkning: ”Loven og profeterne havde deres tid indtil Johannes. Siden da forkyndes Guds rige, og alle og en enhver trænger ind i det” (Luk 16,16). Det er, siger man, skemaet for Lukasevangeliet: En tid for loven og profeterne til og med Johannes (forjættelsens tid), dernæst Jesu tid (opfyldelsens tid) og så siden hen kirkens tid (udbredelsens tid), som der fortælles om i Apostlenes Gerninger. Lignelsen illustrerer i en vis forstand forholdet til loven og profeterne (Moses og profeterne (Luk 16,31)), men heller ikke det er helt klart.
Sammenfattende må man sige, at sammenhængen til det foregående og det efterfølgende om at bringe til fald (Luk 17,1-4) er lidt løst. Det svarer meget godt til den måde, som rejseberetningen er konstrueret på. Den består af løseligt sammenknyttede lignelser, belæringer og undere.
Tekstens detaljer
Teksten består af en indledning v.19-23 og en dialog v.24-31 mellem den rige mand og Abraham. Lazarus siger ingen ting. Konklusionen findes i Abrahams afsluttende kommentar.
v.19-21: Indledningen markerer tydeligt, at det er en lignelse. På græsk står der nemlig: ”Så var der et menneske …” Det lyder lidt som ”der var en gang …”
Indledningsvis præsenteres personerne: Den rige mand (på engelsk kaldes han Dives pga. det latinske ord for en rig, som er blevet misforstået som et egennavn) beskrives næsten royal (pga. farven purpur) og ellers som en stereotyp rigmand. Lazarus beskrives som en ussel tigger. At hundene slikker hans sår, skal illustrere hans forkomne situation. Hunde blev betragtet med næsten lige så stor ambivalens dengang som i dag. De blev opfattet som trofaste husdyr, men var også ubehagelige gadedyr. I dette tilfælde er der tale om vilde hunde, der lever frit i byerne. Når de ikke blot nærmer sig Lazarus, men endog slikker på ham, viser det, at ikke engang hundene har respekt for ham. Der er ikke tale om, at de lindrer hans sår. Tværtimod.
v.22-23: Så dør de begge, og deres situation vendes om. Det mest påfaldende er den øjeblikkelige adskillelse i to steder: Abrahams skød og et pinefuldt dødsrige. Selve omvendelsen af rige og fattiges skæbne er dog ikke så overraskende. Der findes mange eksempler fra ægyptiske, græske og jødiske traditioner på noget lignende. De fattige nyder det efter døden, mens de rige pines. Beskrivelsen svarer også meget godt til almindelige forestillinger. At englene bærer de retfærdige sjæle, er folkelige forestillinger, ligesom ideen om at havne i skødet på nogen er almindeligt. Således har man indskrifter, der beretter om håbet, at døde børn vil blive båret til deres moders skød. At det er Abrahams skød, er imidlertid ikke kendt, men giver selvfølgelig mening ud fra en jødisk horisont, hvor Abraham er det udvalgte folks og de retfærdige jøders patriark.
Den rige mand ender i dødsriget, hvor der er pinefuldt. At dødsriget er stedet for fordærv (jf. ApG. 2,24.27.31), er almindeligt. At det også er fundet med pinsler, findes også i en række ikke-bibelske tekster, der handler om dødsriget. Igen er det en helt almindelig forestilling, som lignelsen bygger på.
Hvordan de to situationer nøjagtigt skal forstås i forhold til hinanden, er ikke så vigtigt. Det nævnes ikke, om Lazarus begraves, eller om Abraham også befinder sig i dødsriget, men i en anden ende, ligesom andre detaljer er uafklarede. Står der en endetidig dom foran dem? Det fortælles ikke, for det er ikke relevant for pointen, der alene handler om deres forskellige skæbner efter døden, som er en omvending af deres liv før døden. Bemærk endvidere, at der udover deres forskellige økonomiske status ikke redegøres for årsagen til hhv. belønning og straf. Vi får ikke at vide, om de har været gode eller onde.
v.24-26: Første udveksling mellem den rige mand og Abraham: Den rige mand er i en ulidelig situation og må nu bede om lindring fra Lazarus. Atter en omvending fra deres situation i livet, hvor Lazarus ønskede resterne fra den riges bord. Han beder Abraham om, at Lazarus skal komme og lindre hans smerter. Det er almindeligt, at man i dødsriget lider tørst og derfor beder om drikke.
Abraham afviser bønnen med henvisning til omvendingen af deres situationer: ”dengang der i livet” modsvares omvendt af ”nu her i døden”. Dengang fik han det gode og Lazarus det onde; nu vendes det om. Atter skal man bemærke, at det er helt orienteret om deres materielle vilkår. Der er intet moraliserende.
Abraham understreger med hensyn til adskillelsen, at det slet ikke er muligt for Lazarus at komme til den rige mand på grund af dødsrigets indretning. Det er altså bestemt sådan og ikke på til Lazarus’ eventuelle gode vilje. Men det nævnes ikke, at Lazarus skulle ville hjælpe den rige mand.
v.27-29: Anden udveksling mellem den rige mand og Abraham: Da den rige erkender, at han ikke får hjælp, beder han Abraham sende Lazarus til sine brødre for at advare dem. Detaljer om, hvordan Lazarus skulle ankomme, angives ikke, for det er ikke vigtigt. Formentlig tænkes der ikke på en opstandelse, men en form for spøgelsesagtig tilsynekomst. Men det betyder ikke noget for fortællingen.
Abraham nægter igen. De hellige skrifter, dvs. loven (Moses) og profeterne, har de allerede med de passende anvisninger. Det er lidt interessant, at der kun tales om loven og profeterne, da Det Gamle Testamente består af tre skriftgrupper: loven, profeterne og skrifterne. Det kan være et vidnesbyrd om, at den jødiske bibel endnu ikke er klart defineret og afgrænset. Eller at loven og profeterne havde en mere autoritativ status end skrifterne. Under alle omstændigheder: loven og profeterne skulle være tilstrækkeligt til at de ikke skulle ende i samme situation, som den rige mand. I sammenhæng med det foregående kan man se, at det handler om at bruge rigdom på den rette måde for ikke at komme i dette modsætningsforhold til dem, der intet har.
v.30-31: Tredje udveksling mellem den rige mand og Abraham: Den rige mand prøver igen. Loven og profeterne er ikke nok, men de vil omvende sig ved noget så ekstraordinært, som at en kommer til dem fra de døde. At begrebet omvendelse bruges, viser, at situationen nu ses inden for forestillingen om at komme bort fra loven og Guds vilje, som den er udtrykt deri. Det vil de omvende sig til, hvis nogen kommer fra de døde og fortæller om den forestående skæbne. Det er mandens pointe. Han tænker stadig på Lazarus.
Abraham afviser endnu en gang. Når de ikke tror på grund af Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, hvis en står op fra de døde. Nu er ordvalget skiftet, og der tales om opstandelse fra de døde. Det er klart, at formuleringen skal lede tankerne hen til Jesu opstandelse, selv om selve udsagnet også fungerer om Lazarus inden for lignelsen. Men pointen er selvfølgelig, at heller ikke Jesu opstandelse vil medføre omvendelse for nogle grupper. Og det omvendte ligger implicit i formuleringen: handler man som den rige mand og hans brødre, er man heller ikke blevet overbevist af Jesu opstandelse.
Med den implicitte pointe slutter lignelsen. Altså er spørgsmålet til de kristne, som Lukasevangeliet er skrevet til, om man har ladet sig overbevise af Jesu opstandelse fra de døde til at handle, så man ikke skal lide i det hinsidige. Har man det, har man også forstået Moses og profeterne.
Tekstens fortolkning
Teksten handler om rigdom. Man skal passe på ikke at læse den moraliserende, for det handler ikke om den rige mands sindelag eller om den fattiges tro. Det handler om deres forskellige økonomiske vilkår. Faktisk udelukkende om den rige mands vilkår. Fordi han har nydt livet for sine egne penge, lider han i det hinsides. Tekstens budskab er altså en opfordring til at bruge sine penge på den rette måde.
I Lukasevangeliets sammenhæng handler det om de rige menighedsmedlemmers brug af deres penge. Det er et gentaget tema i både Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger, at de rige opfordres til at bruge deres penge til gavn for menigheden. Det er også tilfældet her. Kun hvis man gør det, har man reageret korrekt på Jesu opstandelse fra de døde og vil undgå pinsler efter dette liv. Pointen er ret klar: Lazarus er ikke i sig selv vigtig. Han siger heller ikke et ord i hele teksten. Han bruges til at belære de rige om at omgås deres rigdom ret. Det er pointen. Den kan de ikke blot nyde for sig selv, så ender de som den rige mand. At den fattige Lazarus frelses er blot en kontrast hertil. Den fattige optræder nok som lignelsens helt, men det er kun for at belære den rige.