Den absurde lignelse
Luk 16,1-9
Jesus fortalte lignelser. Det er en af de ting, man er helt sikker på. Han brugte lignelser i sin forkyndelse. Eller rettere: Han forkyndte i lignelser. For lignelsen er ikke bare et billede, der skal illustrere en pointe. Den er et lille univers, som man kan gå ind i for at høre, se og mærke Jesu forkyndelse. Man kan bare sammenligne den moralprædiken, som vi hørte fra Ordsprogenes Bog fra alteret. Dér får vi at vide, at vi skal være gode ved hinanden. Det forstår vi godt, når det bliver sagt til os. Men formaningen forbliver det, den er, en formaning, som man skal adlyde. Derfor er det nødvendigt at true til sidst, så man ikke skal pådrage sig Guds afsky. Det sker åbenbart, hvis man kommer på afveje.
Hvor anderledes er ikke Jesu lignelser? I lignelsen om den barmhjertige samaritaner, fx, er man selv til stede og ser, hvordan barmhjertighed og ubarmhjertighed udspiller sig. Vi mærker offerets desperation, når præsten og levitten går forbi, og hans taknemmelighed mod samaritaneren, der tager sig af ham. Eller lignelsen om den fortabte søn. Er der en mere klar og kortfattet fremstilling af, hvad nåde er, når vi føler den fortabte søns skam, da han må vende tilbage til sin fader, og faderens glæde da han ser sin søn komme hjem. Abstrakte begreber som nåde og barmhjertig bliver nærværende og vedkommende, når vi går ind i fortællingerne. Som sådan kaster lignelserne lys over vores menneskeliv. Sand næstekærlighed, sand faderkærlighed, barmhjertighed og nåde ved vi, hvad er, for vi har oplevet det i lignelserne. For så vidt lignelserne handler om gudsriget, skinner lyset fra dette rige ind over vores tilværelse. Og lignelserne sender os ud i dette vores liv for at leve i dette lys.
Og så fortæller Jesus denne lignelse! Lignelsen om den uærlige godsforvalter, og man bliver helt perpleks. Hvad er det for et univers, man dér skal begive sig ind i? Et, hvor falskneri og svig betaler sig. Ja, mere end det. Hvor egeninteresse er en fordel, hvor bedrageri gøres til en dyd. Hvor den bedragne roser bedrageren, hvor den uærlige gøres til forbillede for de ærlige.
Det er som at gå ind i et absurd teater. På den ene side kender man de regler, der gælder. Tiden, fx, tiden går.. Sådan er det også i det absurde teater. Bare ikke helt på den måde. Tiden går og klokken slår, men det er helt tilfældigt, hvad den slår. Det kan være to, så ni, så fire. Tiden er der, men den måde vi kender den på, er sat ud af kraft. Rummet er der også, men det fungerer ikke, som vi er vant til. Dørene fører ingen steder hen. Vinduerne kan man ikke se ud af. Rummet er der, men den måde vi normalt bruger det på er ophævet. Og sproget! Et af de absurde værker, jeg kender bedst, hedder Eventyr nr. 2 af Ionesco. Det er en børnebog, som mine børn var meget glade for. Vi citerer stadig afsnit fra den. Alene titlen siger alt om det absurdes forhold til sproget, for man forventer jo, at det er efterfølgeren til Eventyr nr. 1. Men den findes vist ikke. Den eneste bog i serien hedder Eventyr nr. 2, og vores forventninger om talrækkens sammenhæng og tallenes numeriske værdi bryder sammen. Bogen handler om pigen Josette og hendes familie, som lader sproget går i opløsning. Brødet er ikke et brød, det er en sengestolpe, siger faderen. Og så vores elskede sætning: ”Billeder. Billeder hedder ikke billeder; de hedder billeder.” Og sådan fortsætter det. Sprogets forhold til virkeligheden bryder sammen. Men i børnebogen betyder det ikke, at virkeligheden går i opløsning. Den er der endnu. Det er vores forhold til den, der krakelerer. Vi troede, vi havde styr på den, fordi vi har puttet den i sproglige kasser, som vi kalder betegnelser, begreber og kategorier, men de viser sig at være helt tilfældige og kunne være helt anderledes. Man skulle tro, at børn blev skræmte af det; men det gør de ikke. De fornøjes. Det er os voksne, som bliver utrygge, når vores forhold til virkeligheden afsløres.
Sådan er det at gå ind i lignelsen om den uærlige godsforvalter. For i den er vi fortrolige med logikkerne. Billedet af virkeligheden er genkendeligt. Vi ved godt, hvordan verden fungerer. En uduelig forvalter formøbler den formue, han er sat til at tage vare på. Betroede midler ødsles bort og falder nok mest i egen lomme. Sådan er verden jo. Penge, der skulle være brugt til samfundets svageste, bliver diskret overført til egne konti. Indeholdt skat udbetales blåøjet til udenlandske bedragere. Landbrugsstøtte, udviklingsbistand, forskningsmidler. Alt, hvad der kan svindles med, bliver der svindlet med. Det er en så integreret og indgroet logik i denne verden, at vi end ikke undrer os over, at der må bruges flere penge på kontrol og opfølgning, end der uddeles. Vi er helt indforstået med, at årsagen til svindel og bedrageri er hullerne i systemet, for i verden er det selvfølgeligt, at der svindles, hvor der kan svindles.
Ingen bliver derfor overrasket over, at en sådan uduelig og uredelig forvalter fortsætter med falskneri, da han skal gøre regnskabet op. Klog er han, for han ved, at man må have venner i denne verden for at klare sig. Sådan fungerer den. Virksomhedsejere dræner firmaer for penge og efterlader leverandører med ubetalte regninger, men får alligevel lån til nye forretningseventyr. Byggematadorer kommer i klemme og ender i fængsel, men fejrer frigivelsen med forretningspartnere og investorer. Ansvarlige for finanskrisen sidder på magtfulde positioner. Vi ved det godt. Relationer er alt. Ingen lægger i nogen sammenhænge skjul på, at gode netværk er mindst, ja mere vigtigt end faglighed og ordentlighed. Sådan fungerer verden. Den er uden nåde og barmhjertighed.
Godt, at vi har Jesu lignelser, der lader lyset skinne ind fra en anden verden med sand barmhjertighed og ægte nåde. Så kan vi gå ind i dem og lære, hvad det sande, gode og skønne i menneskelivet er, så vi kan leve vores liv i lys af den forkyndelse, som lysets børn.
Men med en uforglemmelig sætning fjerner Jesus grundlaget for denne måde at forstå verden på. Vi troede, at vi som lysets børn, der lever i lyset fra hans lignelser stod i modsætning til verdens børn. Men så siger han: ”Denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne end lysets børn gør.” Og som i det absurde teater bryder vores forudindtagede forståelse af virkeligheden sammen. Når denne verdens børn gøres til forbilleder for lysets børn, falder vores fastlåste opfattelse af gode og onde, rigtige og forkerte fra hinanden. Er verdens bedrageriske logik og svindelagtige egeninteresse et ideal for dem, der vil leve i lyset af Jesu forkyndelse? For den, der er gået ind i lignelsens univers, ryster alting. Man mister orienteringen og bliver i tvivl om det hele. Hvem er helten og hvem er skurken? Skal man identificere sig med den uærlige godsforvalter, eller er det i virkeligheden Herren, der er uærlig? Hvis denne verdens børn er klogere end lysets børn, er det så dem, man skal stræbe efter at tilhøre? Det er som at være i et absurd teater, hvor sproget bryder sammen, og man nok kan forstå ord og sætninger, men ikke en sammenhængende mening. For de regler, man troede gældte, og de strukturer, man tog for givet, sættes ud af kraft. Modsætningen mellem lysets børn og denne verdens børn, mellem falske forvaltere og lovlydige herrer, mellem svigefuld selvinteresse og næstekærlig oprigtighed udviskes og nedbrydes. Hvem er vi så, hvis der ikke er tydelig forskel på de selvcentrerede, samvittighedsløse børn af denne verden, og lysets børn, der ser lyset fra gudsriget skinne i Jesu lignelser om nåde og barmhjertighed. Til sidst ved man hverken ved ud eller ind og kan ikke finde ud af hverken op eller ned.
Sådan forvirrede og rundtossede henviser lignelsen os til det virkelige liv, hvor der ikke er et særligt uskyldsrent kompartment for lysets børn; hvor denne verdens børn ikke udgør en fordømt moralsk underklasse; hvor der ikke gives hellige handlinger, som man udøver, hvis man lever i lys af gudsriget. For i den virkelighed, som denne lignelse sender os ud i, kan bedragerens selviske handling i sin ødselhed blive et ideal for næstekærligheden. I den virkelighed, som denne lignelse præsenterer for os, er der ikke to nøje afgrænsede grupper, hvor det gælder om at have medlemskort til den rigtige. For i virkeligheden er vi vel aldrig hele tiden sikre på, at det er lysets børn, vi er hjemme hos. Ofte handler vi præcist som denne verdens børn. Vores motiver og handlinger ikke altid og hele tiden er bestemt af Jesu forkyndelse om den oprigtige barmhjertighed og den uskrømtede næstekærlighed. Sjældent handler vi så entydigt godt som den barmhjertige samaritaner eller så utvetydigt kærligt som faderen til den fortabte søn. Som regel er vi langt mere utydelige og tvetydige i vores til gang til verden og vores medmennesker. Ofte er det langt fra lyset fra gudsriget, der skinner ind over vores handlinger.
Når lignelsen om den uærlige godsforvalter gør os svimle, lader den os føle, at de klare sondringer og skarpe skillelinjer, som vi ønsker at inddele verden med i et forsøg på at placere os selv på den rigtige side, ikke kan opretholdes. Det er lignelsens absurde element. Den lader vores forudindtagede forståelse komme til kort. Så vi ikke kan andet end at kaste os ud i det liv, der leves i verden uden forhåndsforsikringer om, at bestemte gerninger er særligt oplyst af lyset fra Jesu lignelser. Uden vished om, at denne verdens børn adskiller sig radikalt fra lysets børn. Uden at det er klart, at nogle handler absolut bedre end andre. Så lader lignelsen os samtidig mærke, at også vores uærlige forsøg på at leve menneskelivet i denne verden kan få ros og rammes af nådens lys, så vi således bliver lysets børn. I den tro kan vi med frimodighed leve i denne verden.
DDS 402 – 309 – 294 — 179 – 554 – 525