Luk 18,1-8: Den uretfærdige dommer
Jesu lignelser bereder gang på gang overraskelser. Lignelsen om den uretfærdige dommer, som Jesus selv kalder ham, undrer man sig over, hver gang man læser den. Sammenligner Jesus virkelig Gud med en uretfærdig dommer, der ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker? Skal historien om den irriterende enke virkelig lære os, at man altid skal bede og aldrig blive træt? Evangelieteksten er næsten lige så irriterende som enken, for den lever ikke op til almindelig god opdragelse. Den bryder konventionerne for ret og retfærdighed. Og Jesus gør det selv. Han kalder dommeren uretfærdig. Ofte tror fortolkerne da også på Jesus og siger, at dommeren er korrupt, fordi han ikke gider tage enkens sag. Men det passer jo ikke. I hvert fald ikke ifølge retssystemets opfattelse af retfærdige dommere.
Dommeren frygter ikke Gud og er ligeglad med mennesker. I det retssystem, vi kender, er det den ideelle dommer. Dommeren må jo netop ikke lade sig påvirke af uvedkommende omstændigheder og irrelevante interesser. Dommeren må ikke tage hensyn til religiøse forhold eller blive influeret af menneskelige hensyn. Dommeren skal være neutral og objektiv. Af samme grund har de en særlig klædning, der skal dække over deres personlige stil, for dommeren er ikke en person. Han – eller hun, men køn skal jo netop være uden betydning, når det drejer sig om en dommer – skal være en upersonlig funktion. Vedkommende skal være kold og nøgtern og hverken frygte straf fra Gud eller søge belønning fra mennesker. Dommeren står for den juridiske sandhed, hævet over både religion og menneskelighed.
Ligeledes retssalen, hvor dommeren sidder til doms udøver retten i. Det er upersonligt, sterilt, blottet for andre symboler end dem, der hører retten til. Dommeren kender for ret, hvad der findes at være ret i det lokale, der er helt isoleret fra samfundet uden for. Hverken Gud eller mennesker er velkommen her. Her er kun dommere, anklagede, anklagere, ofre og forsvarere. Dommen fældes konsekvent uden hensyntagen til, hvem de pågældende er uden for deres rolle i retssagen. Her gælder en egen objektiv virkelighed, som dommeren bestemmer, når noget kendes for ret. Sådan findes retfærdigheden.
Symbolet for retten, retfærdighedens gudinde, Iustitia, er gerne fremstillet som indbegrebet af objektivitet, konsekvens og neutralitet. Iustitia holder i sin ene hånd en vægt, så hun objektivt kan veje argumenterne for og imod. Vægten vil vippe til den ene side. Den side har retten på sin side. I sin anden hånd bærer hun et sværd, så dommen kan eksekveres konsekvent i overensstemmelse med vægtens udfald. Iustitia kender hverken til barmhjertig eller medlidenhed for dommen fældes uden hensyntagen til hverken Gud eller mennesker. Men det vigtigste for Iustitia er hendes bind for øjnene. Hun er ikke blind. Hun har bind for øjnene, så hun ikke kan se. Hun agerer som blind for at være neutral. Det er hendes hæderstegn. Tankevækkende nok, for blindhed er i andre sammenhænge et symbol for det irrationelle. Kærlighed gør blind, siger man, når man ikke kan se den elskedes fejl. Man lukker øjnene, når man ser bort fra noget, som man rationelt set skulle have anholdt. Men i retten er blindheden retfærdighedens væsentligste dyd. For i retten ser man bort fra menneskelige karakteristika og særtræk. I retten er det uden betydning, hvem man er, hvordan man ser ud, og hvad man tror. Derfor må Iustitia have bind for øjnene, så hun hverken skal se til Gud eller mennesker.
Retten er blind for, om man er rig eller fattig. Økonomisk formåen betyder ikke noget over for loven. At en rigmandssøn kan møde op med stjerneadvokater ved sin side, når han er anklaget for overgreb mod en udsatte pige, har ingen betydning i retten. For retfærdigheden er blind. Eller er sandheden, at idealet om retfærdighedens blindhed får os til at lukke øjnene for, at social klasse og økonomisk formåen alligevel får indflydelse på, hvad der kendes for ret?
Retten er blind for køn. Om man er kvinde eller mand har ingen betydning for den dom, der fældes. At en forælder, der konsekvent nægter den anden forælder at se det fælles barn, alligevel tilkendes eneforældremyndighed, har for retten ikke at gøre med, at den pågældende er moderen. For det er retten blind for. At en voldtægtsanklage indtil for nylig kunne afvises, fordi offeret ikke gjorde fysisk modstand, har ikke at gøre med, at offeret oftest er kvinde. For det er hun ikke i rettens øjne. Eller slører vi i virkeligheden blikket for, at køn faktisk er med til at bestemme, hvad der kendes for ret?
Retten er blind for hudfarver, for dem kan retfærdigheden ikke se. Sorte, brune og ”hudfarvede”, som man engang sagde, behandles lige. Loven gælder på samme måde for dem alle. I rettens øjne er der ikke forskel på, om personer, der rutinemæssigt bliver stoppet af politiet, har den ene eller anden etniske baggrund. For det kan ikke spille nogen rolle, når man har bind for øjnene. Eller gør man sig blind for, at loven reelt praktiseres forskelligt over for forskelligt farvede mennesker?
I hvert fald opleves Iustitias blindhed af mange ikke som neutralitet, men som et udtryk for, at hun vil se bort fra, hvad der reelt har indflydelse på, hvad der kendes som ret. Ja, bindet for øjnene symboliserer, at man ikke vil se diskriminationen og forskelsbehandlingen i øjnene. Og sådan var Iustitias bind for øjnene oprindeligt en satirisk fremstilling af, at retfærdigheden var blind for den uret, der foregik foran hende. Men i retssystemets selvforståelse blev det hurtigt vendt om, og blindheden blev udtryk for den ideelle objektivitet og neutralitet. Diskrimination og forskelsbehandling findes ikke i retssystemets selvforståelse, for det handler med bind for øjnene.
I retssystemet er den uretfærdige dommer i Jesu lignelse altså ikke uretfærdig. Tværtimod. Han frygter ikke Gud og er ligeglad med mennesker. Han er blind, som retfærdighedens egen gudinde. Han lader det ikke få indflydelse, om en person i en tvist er enke. Han anser det for uvedkommende forhold, at hun ikke har en mand til at repræsentere sig. Han lader sig ikke påvirke af, at hun som kvinde ikke kan tale sin sag offentligt. Han handler inden for retssystemet og ser ikke på personlige forhold og tager ikke hensyn til menneskelige omstændigheder. Han er ikke uretfærdig. Juridisk set er han retfærdig … indtil han giver hende medhold. Det gør ham uretfærdig i rettens øjne.
Den uretfærdige dommer skaffer enken ret på trods af retssystemet. Han ser bort fra systemets blinde retfærdighed for at give hende ret og få fred. Stik mod de retlige idealer tager han hensyn til hendes personlige forhold og lader hendes private historie få indflydelse på retfærdigheden.
Her følger så Jesu sammenligning af Gud og den uretfærdige dommer. Må det ikke gælde, at når selv en regelret dommer, der ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, lader sig påvirke af enkens vedholdenhed, hvor meget mere skulle da ikke Gud tage sig af det enkelte menneske, der lægger sin sag frem for ham. For den kristne Gud har netop ikke bind for øjnene. I hans øjne kommer neutralitet og objektivitet ikke af ikke at se noget. Tværtimod. Hos ham er det den enkeltes personlige livshistorie og individuelle særheder, der er til doms. Han skal ikke være blind for noget, der er intet han skal se bort fra, for dommen fældes over mennesket under hensyntagen til alt det, der udmærker og adskiller netop dette menneske som noget unikt. Det ser vi, når hans søn indbyder toldere og syndere til at gå retfærdige ind i gudsriget. Den dom er uretfærdig efter almene retlige standarder for objektivitet. Det er retfærdig, fordi alle dømmes efter samme målestok, når dommen fældes for hans søns, Jesu Kristi skyld. Det er den kristne Guds objektivitet og neutralitet, at alle mennesker uanset hvem de er og hvad de har gjort, ses og høres gennem Guds egen søn.
Derfor er det en opfordring til altid at bede og ikke blive trætte. Bønnen er det modsatte af det retssystem, som dommeren i lignelsen står for. I det kan man ikke bede sig til sin ret. Bønnen har ingen beviskraft. For i bønnen er det vores person, vi lægger ud. I bønnen er vi os selv med vores taknemmelighed og bekymringer, med vores bedrifter og vores fejltagelser, med anger og fortrydelse, med håb og drømme, ønsker og begær. I bønnen kan vi være os selv i tillid til, at vi ikke mødes af blindhed, men tværtimod bliver set som dem, vi er, i den livssituation, vi er, og modtages som sådan af Gud. En sådan en tillid kan vi have, fordi vi ikke beder i vores eget navn. Vi er os selv i bønnen, men vi beder den i Jesu navn. Så høres vores bøn som bedt af Jesus selv. I den bøn skaffes vi ret, for i den kan vi uden forbehold være os selv, mens bønnen modtages som Guds egen søns bøn.
Retfærdigheden i den bøn er ikke blind for, om vi er rige eller fattige, kvinder eller mænd eller andet, om vi er blege eller mørke, for det er nøjagtigt, som dem, vi er, at vi skaffes ret i bønnen. Så er bønnen det altid at være helt blotlagt over for en dommer, der tager alt i betragtning og skaffer os ret, fælder dommen, ikke over vores skyld, men for sin egen søns skyld. Derfor skal vi altid bede og aldrig blive trætte, for bønnen er selve det at leve for Guds åsyn i kraft af hans søn. Opfyldelsen lader ikke vente på sig, for opfyldelsen er allerede i bønnen, når den er hele det liv, der leves af Guds retfærdighed, i fred og frimodighed, ikke uanset hvem vi er, men præcist som vi er.
DDS 4 – 518 – 385 — 587 – 293 – 584