Joh 14,15-21
Digteren Rainer Marie Rilke var en stor dyreven. Et af hans mest kendte digte handler om en panter, der går rundt og rundt i sit bur og med sit blik får digteren til at erkende, at han må ændre sit liv. Et andet af hans kendte værker er Duinoelegierne, som han påbegyndte i 1912 på slottet i Duino, men først færdiggjorde 10 år efter. Det er en stor digtkreds med i alt 10 digte et fortættet sprog. I det ottende digt fremhæver Rilke atter dyret fremfor mennesket. Dyret ser med alle sine øjne mod det åbne, siger han. Menneskets øjne er derimod vendt og fordrejet. De er blevet som fælder, der forhindrer at se frit ud. Aldrig ser mennesket ud i det uendelige, hvor blomsterne blomstrer for evigt. Allerede de små børn lærer vi at se tilbage mod det, der giver orden, struktur og system, og aldrig frem mod det rene, det ubevogtede, det grænseløse, dér hvor man kan fortabe sig helt. Det gør dyrene og derfor har de deres undergang bag sig og foran sig bare Gud. Men for mennesket er der altid verden, mener Rilke, aldrig nogen steder uden ikke. På tysk: Nirgends ohne Nicht. Det lyder bedre. Verden er det, hvor der ikke er nogen steder uden ikke.
Verden udgøres af ikke. Vi lærer det straks som børn og lærer det videre til vores egne børn, at der er noget, de ikke er. Barnet lærer det i den smertefulde erfaring, at moderen er noget andet end barnet selv. Det er det første store ikke: Barnet er ikke sin moder; moderen er ikke barnet.
Rilke priser i lidt mystisk de små dyr, der ikke skal forlade det skød, som de kommer fra. Dem, for hvem deres ophav er alt. Det er saligheden, siger han, Hvorimod det dyr er stakkels, der må forlade reden og flyve forskrækket rundt som en flagermus i en porcelænsbutik.
Sådan også mennesket, der må lære grænsen mellem sig selv og andre at kende. Mellem sig selv og alle andre, som i den gyselige leg, hvor en af forældrene forsvinder bag et tørklæde, for kort tid efter at komme til syne igen med den mærkelige lyd: Bøh. Barnet gyser, når den voksne er forsvundet, for et kort øjeblik ved det ikke, om det også selv er væk, indtil det frydefuldt møder den voksne igen og bliver forvisset om, at det også selv eksisterer. Men langsomt bliver legen kedelig, når barnet lærer grænsen mellem sig selv og den anden at kende og selv rækker ud for at fjerne det adskillende tørklæde. Barnet er ikke den anden. Snart kan det sige jeg er ikke, og så er det ved at blive sig selv. Et selv, der ikke er alle de andre. Så bliver verden til, for verden er det, som barnet ikke selv er. For mennesket er der aldrig nogen sinde noget sted i verden uden ikke, for verden er ikke mig. Verden er ikke-jeg, og jeg er jeg og ikke ikke-jeg, for nu at sige det unødigt kompliceret.
Og sådan gælder det også i forhold til Gud. Gud er det, verden ikke er. Derfor findes verden ikke uden ikke. Gud er det andet. Det, der ikke er verden. Verden er det, der ikke er Gud. Og verden bruger grænsen til at gøre sig selv til Gud, så dens egne systemer og strukturer bestemmer, hvad mennesket er og skal være. For i verden er grænserne, forskellene, adskillelserne grundlag for hierarkier, for splittelser og for modsætninger. Grænserne bruges til at holde de andre ude. Forskellene er grundlag for at hævde sig på bekostning af den anden. Adskillelserne skal sikre, at man ikke lader sig påvirke af hinanden. Sådan er det ikke, vi har i verden. Uden at sige, hvad vi ikke er, tror vi ikke, at vi kan være os selv. For hvem kunne vi være, hvis vi ikke adskilte os fra de andre.
I vores verden bliver det tydeligt. Verden ved, hvad man ikke skal være, og derfor gør den alle ens, så ingen bliver som de andre. Ganske vist, fortæller vi ofte os selv det modsatte. At tiden er individualistisk og personorienteret. At det fælles nedprioriteres til fordel for den enkelte. Men måske er det bare noget, som vi gerne vil tro. Meget synes at være tilpasset den enkelte, som når man taler om MitID eller MinSundhed eller alt muligt andet, der begynder med Min eller Mit, men i virkeligheden dækker det jo over, at alle skal bruge det samme system og til passe sig de samme platforme og med tiden, hvis det ikke er sket allerede, betjenes og behandles af de samme kunstigt intelligente robotter. På samme måde kan man jo tro, at ens internetsøgninger er individuelt tilpassede, fordi de passer sammen med ens øvrige søgninger, så der er stor sandsynlighed for, at man finder det, man ledte efter hurtigt og enkelt. Men det er jo blot et udslag af, at det samme system skal kunne levere reklamer så præcist som muligt, så vi som internetbrugere faktisk blot er den vare, som systemet sælger til sine kunder. Det, der ser ud til at være individuelt tilpasset, er i virkeligheden en tilpasning af os alle til det samme marked. Og hvis man bare kigger rundt på sine medmennesker og ser på sig selv, så er der ingen nævneværdig forskel på folks påklædning. Man kan ikke se forskel på en arbejder og en akademiker. Men samfundet er ikke blevet mere lige, fordi vi alle er underlagt de samme idealer om, hvordan man skal se ud. Hvilket er sat i system af sundhedsindustrien, som ihærdigt sørger for, at ingen er for tykke eller for små. Nok tror vi, at tiden er individualistisk, og personlige hensyn vejer tungere end fællesskabet, men faktisk er vi underlagt systemer og strukturer, der gør os alle ens. Undtagen dem, der ikke kan blive som os andre. De hører ikke til i systemet. De tykke, de fattige, dem uden computer. De ekskluderes fra samfundet, for de er ikke. Det er dem, vi tager afstand fra, når vi skal være os selv.
Det er verdens ånd. Verdens ånd ensretter og uniformerer, når adskiller og gør forskel for at tvinge os til at leve inden for dens egne grænser. Når den udelukker alle, der ikke passer ind. Så den sikrer, at vi er så ens, at der ikke er plads til andre end dem, der ligner os. Verden kan ikke modtage sandhedens ånd, siger Jesus i evangeliet. For sandhedens ånd er anderledes. I hvert fald som vi hørte det for alteret om ånden, der kom over apostlene. Effekten af den var ikke, at alle kom til at forstå apostlenes sprog. Effekten var, at apostlene kunne tale på alle sprog. De kunne forkynde budskabet på fremmede tungemål, så det blev forstået af folk fra fremmede kulturer og i fjerne egne. Mennesker, der ikke var som dem, kunne modtage evangeliet. Budskabet gjorde dem ikke ens. Ånden tvang dem ikke under det samme system og underlagde dem ikke en bestemt struktur. Pinsens budskab er, at den fælles ånd skænkes til alle, som de er, så de ikke skal blive andre, end de er. Blot er de ikke længere bestemt ved det, som de ikke er, men ved det, som de er, når Gud har gjort det til sit.
Så kan horisonten åbnes, så kan øjet vendes ret. Det øje, som Rilke mente var fordrejet og vendt om, kan nu virke se som det skabtes, himmelvendt. Nu kan mennesket i tiltro til og i samhørighed med al skabningen leve livet som det blev skabt til at leves, for nu er det bestemt ved dets fællesskab med livets skaber. Forskellene forsvinder ikke i det fællesskab, men grænserne forandres. Forskellene mellem mennesker begrunder ikke negative afvisninger af den anden og de andre, for at kunne hævde sig selv, men grænsen mellem en selv og andre bliver grundlag respektfuldt hensyn til den andens person. Forskellen mellem kulturer er ikke årsag til bekrigelse af hinanden i kamp om overlegenhed, men grænsen mellem folkeslag bliver baggrund for levende interesse i livets mangfoldighed. Så bliver selv den forskel, som døden sætter ikke blot en ulykkelig afgrænsning af livet, men også den nødvendige grænse mellem Gud og menneske, der lader os tro at hinsides grænsen er Gud. Så åbnes horisonten og vi kan leve med undergangen bag os.
DDS 290 – 300 – 282 — 292 – 291 – 283