Tiende søndag efter trinitatis: Ve over Galilæas byer
v.16 »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre v.17: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke.
v.18 For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. v.19 Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger.
v.20 Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig:
v.21 »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. v.22 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. v.23 Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. v.24 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«
Matt 11,16-24 (jf. Luk 7,31-35; 10,12-15)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Parallellerne i Lukasevangeliet er næsten identiske med Matthæus’ tekst. Forskellene begrænser sig til enkelte sproglige formuleringer, fx udvider Lukas beskrivelsen af Johannes Døberen. Hans tilnavn ”Døberen” er tilføjet i Lukasevangeliet, og det hedder, at han ikke spiste brød eller drak vin (Luk 7,33). I ordet om visdommen har Lukas i stedet for ”gerninger” udtrykket ”alle sine børn” (Luk 7,35), hvilket i den lukanske sammenhæng formentlig henviser til Jesu efterfølgere, altså apostlene og de troende i menighederne. Teksten med ve-råb har Lukas opdelt lidt anderledes, så udsagnet om Sodoma kommer først og er knyttet direkte til den foregående sammenhæng (Luk 10,12). Bortset fra det er den største forskel, at Lukas har brugt sidste del af teksten (v.21-24) i en anden sammenhæng.
I stedet for at lade Jesu tale om Johannes Døberen glide over i ve-råb over byerne, lader Lukas den slutte med sammenligningen med syngende børn, hvorefter sammenhængen afbrydes. Hos Matthæus medfører ve-råbene derimod tilsvarende fryderåb over det, som Gud har åbenbaret for umyndige (Matt 11,25-30). Linjen fra spørgsmålene om Johannes Døber over ve-råb til fryderåb bliver lidt svær at følge. Lukas har derimod gjort det tydeligt, at de kraftige gerninger og byernes skæbne ikke har med Johannes Døberen at gøre.
I stedet har Lukas placeret ve-råbene i udsendelsestalen. Udsagnet om Sodomas skæbne bruges som modsætning til de byer, der ikke vil tage imod de udsendte apostle (Luk 10,12). Ve-råbene over de andre byer bruges på samme måde, idet der er tilføjet ”Den, der hører jer, hør mig, og den, der forkaster jer, forkaster mig. Men den, der forkaster mig, forkaster ham, som har udsendt mig” (Luk 10,16). Således er det klart, at der er reaktionen på Jesus og i forlængelse af ham på hans udsendte, der afgør byernes skæbne. Ve-råbene handler om modtagelsen af apostlene. Fryderåbene (Luk 10,21-22), der hos Lukas er adskilt fra ve-råbene med de udsendtes hjemkomst (Luk 10,17-20), bliver tilsvarende en reaktion på, at apostlene har meddelt, at selv dæmonerne adlyder dem i hans navn (Luk 10,17). Den lukanske sammenhæng gør både ve-råb og fryderåb mere entydige, fordi de er sat tydeligt i forhold til Jesu virksomhed og apostlenes videreførelse af hans gerning.
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
I Matthæusevangeliet er hele teksten en del af Jesu reaktion, efter at Johannes Døberen fra fængslet har spurgt ham, om han er den, der skal komme (11,1-6). Da han har sendt sendebuddene af sted med svar, tager han til orde og taler til skarerne om Johannes Døberen (11,7-15). Han siger bl.a., at Johannes er Elias, som skulle komme, hvilket den, der har ører, skal høre (11,15), dvs. den, der er åben for forkyndelsen, forstår det. Herefter spørger han, hvad han skal sammenligne denne slægt med (v.16), for de vil åbenlyst ikke forstå, hvem Johannes er og derfor heller ikke, hvem Jesus er. Derfor er de som børnene, der beklager sig over, at deres forventninger ikke indfris. Det er altså det modsatte af at have ører at høre med. Ve-råbene skal ligeledes forstås i samme sammenhæng. Nu opfyldes profetierne nemlig, da Elias er kommer i form af Johannes Døberen, og Jesus tilsvarende er den Messias, der skal komme, hvilket man kan se på hans handlinger (11,5-6). Derfor følger fryderåbene naturligt efter som det positive modstykke. Vise og forstandige har ikke taget imod det, men det er åbenbaret for umyndige (10,25). Så bliver byernes skæbne et udtryk for de magthavendes reaktion og endeligt, fordi de ikke vil forholde sig til profetiernes opfyldelse, men i stedet afviser både Johannes og Jesus.
Tekstens detaljer
v.20 markerer et brud i sammenhængen. Jesus begynder at revse byerne. Første del af teksten er således v.16-19 med sammenligning med børnene (v.16-17) og forklaringen om Johannes og Menneskesønnen (v.18-19). Anden del er revselsen af byerne (v.20-24), som i sammenhængen forstås i direkte forlængelse af første del af teksten.
v.16-19: Sammenligningen med børnene: Denne slægt er Jesu samtid. Der er næppe i Matthæusevangeliet tænkt på menneskeslægten som sådan. For det må være denne slægt, der har mødt Johannes’ og Jesu forkyndelse, som har svigtet. At man tilsvarende kan bruge sammenligning til beskrivelse af enhver slægt, der afviser den kristne forkyndelse, følger naturligt. Men i Matthæusevangeliet må denne slægt være Jesu samtidige. De agerer som børn, der leger. Blandt nytestamenteforskere er der en vittighed, der skal illustrere, hvor perifere og tilsyneladende teologisk irrelevante detaljer den nytestamentlige forskning kan beskæftige sig med. Man siger, at man kan studere børnelege på Jesu tid. Nogle gange forekommer det nemlig, at Det Nye Testamente blot er et påskud for at lave historiske studier, hvis primære formål er at meritere forskeren. Selv om børns sanglege i det første århundrede er blevet studeret, ved man ikke præcist, hvad Jesus hentyder til. Og det er jo netop heller ikke nødvendigt, for teksten selv er klar. Børnene mener, at andre skal følge deres leg, når de leger bryllup med festsange og begravelse med klagesange. Børnene vil bestemme, hvordan de andre skal opføre sig. Altså at andre skal indfri deres forventninger på den måde, som de ønsker. Sådan er Jesu samtid, siger han. De mener at kunne bestemme, hvordan andre skal optræde, for at de vil fæstne tillid til dem og tro på dem.
v.18-19: Sådan er nemlig deres forhold til både Johannes Døberen og Jesus selv. Deres måde at optræde på lever ikke op til samtidens forventninger. Fordi de kan ikke bestemme, hvordan de skal opfylde forventningerne og indfri forjættelserne, vil de ikke vide af dem.
Johannes er karakteriseret ved sin asketiske levevis. At han er blevet kaldt dæmonbesat, har man ikke hørt om i evangelierne. Men det er i Jesu tale blot en måde, hvorpå de afviser ham og slipper for at tage stilling til hans forkyndelse. Det samme gælder forholdet til Jesus. Hans levemåde bliver tilsvarende årsag til deres afvisning, på trods af at han ikke lever asketisk (jf. 9,11). Således kan der til enhver tid findes grundlag for ikke at tage forkyndelsen alvorligt, uanset om den gælder omvendelse (Johannes) eller Himmeriget (Jesus).
Den sidste sætning i v.19b volder størst problemer. Det lyder som et ordsprog. Men hvad betyder det i sammenhængen? Man kan forstå gerningerne i sammenhæng med Kristi gerninger (10,2), så er visdommen Kristi forkyndelse, som får ret ved sine gerninger, ligesom Jesus til de udsendte fra Johannes Døberen henviser til sine gerninger som bevis på, at han er den, der skal komme. På samme måde kommer visdommen i hans forkyndelse til sin ret gennem de handlinger, som den afføder. Konsekvenserne bestemmer, hvordan den skal vurderes. Det er jo nemlig det stik modsatte af holdningen til Johannes Døberen og Jesus ifølge v.18-19a. Ud fra deres måde at leve på mener man forhånd at kunne afvise deres forkyndelse. Men visdommen skal vurderes på dens konsekvenser, siger Jesus, og ved dem har den fået ret, for ”blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige” (11,5). Med henvisningen til gerninger er der også lagt op til ve-råbene i den sidste del af teksten.
v.20-22: At udråbe ve over noget eller nogen betyder at forudsige ondt og frasige sig fællesskabet med vedkommende. Jesus taler om de galilæiske byer, som han har optrådt i. Ganske vist, har man ikke i evangeliet hørt, at han har været i Korazin eller Betsajda, hvilket i sig selv antyder, at evangeliet kun indeholder et udvalg af hans gerninger. Sagen er, at disse byer, som ”denne slægt” ikke har modtaget Jesu forkyndelse. Det sættes i modsætning til to hedenske byer, der i Det Gamle Testamente er særligt berygtede for deres ugudelighed (Es 23; Ez 26-28). De ville have omvendt sig, mener Jesus, i modsætning til de galilæiske byer, der ellers skulle have forudsætningerne for at modtage Jesu forkyndelse og forstå hans kraftige gerninger.
”Sæk og aske” refererer til en bodspraksis, som følger med omvendelsen. Sækken bruges som klædedragt for at symbolisere sorg eller bod. Asken er tilsvarende udtryk for askese, uanset om personen sidder i askestøvet eller strør det ud over sig for at vise sin egen skyld ved askens sorte farve (jf. Dan 9,3; Jon 3,5-6).
Fordi Jesus antager, at disse byer ville have omvendt sig, om de havde mødt hans forkyndelse, skal det gå dem tåleligere på dommens dag end de byer, der faktisk hørte den og afviste ham. Det ligger netop ikke i hans udsagn, at han har forkyndt i Tyrus og Sidon.
v.23-24: Nu handler det om Jesu hjemby Kapernaum, hvor læserne har hørt om forkyndelse og kraftige gerninger. Det er ikke et ve-råb, der udråbes over den by. I stedet spilles på spottesangen over Babylons konge (Es 14,4-23). I den er pointen, at Babylons konge tror, at han er så mægtig, at han skal stige op til Guds trone, men i virkeligheden skal han dø som alle andre, styrtes i dødsriget og blive føde for maddiker og orme. Det anvendes nu på Kapernaum og dens indbyggere.
Imidlertid skal man ikke forstå det således, at Kapernaum i overmod tror, at de skal ophøjes til himlen. Snarere er det således, at den faktisk er blevet ophøjet, fordi profetierne er opfyldt i den ved Jesu gerninger. Betydning af v.23a er altså: Og du, Kapernaum, er du ikke blevet ophøjet til himlen? Og du skal du styrtes til dødsriget, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.
Modstillingen er den by, der mere end nogen anden i Bibelen står for synd: Sodoma, som Gud lod ødelægge, fordi der ikke kunne findes retfærdige i den. Selv den ville ifølge Jesus have taget bedre imod hans forkyndelse end Kapernaum. Var det sket i Sodoma, ville den ikke være blevet destrueret, for så ville der have været retfærdige i den. Derfor skal det gå den lempeligere på dommens dag end Kapernaum. Her er det helt klart at sammenligningen mellem de galilæiske byer og de hedenske Tyrus, Sidon og Sodoma kun tjener til at udstille de jøderne. Der er ikke tale om, at Jesus faktisk har forkyndt i nogle af de andre byer. Kun skal skylden i de byer, hvor Jesus faktisk har forkyndt, fremhæves. Kapernaum er værre end selve Sodoma!
Tekstens fortolkning
Temaet i teksten er afvisningen af Jesus og hans forkyndelse. Begrundelsen findes i referencen til sanglegen. De afvisende er som børn, der forlanger, at andre skal indgå i den leg, som de har defineret. Når det ikke sker, vil de ikke vide af dem. Det er tilfældet for både Johannes og Jesus, der ikke lever op til idealerne og derfor afvises på forhånd. I den sammenhæng skal man også forstå modstillingen med de hedenske og syndige byer. I dem ville – det er hans argument – ikke være blevet afvist på forhånd, for de ville ikke have en model, som han skulle passe ind i. Byerne ville nemlig ikke mene, at havde en særlig privilegeret position, hvorfra de kunne diskvalificere andre. På den måde bliver spørgsmålet om, hvordan der vil gå på dommens dag mindre et spørgsmål om, hvordan man faktisk har ageret over for Jesus, og mere et spørgsmål, om man selv mener sig i besiddelse af sandheden og derfor ikke kan modtage et budskab, der ikke passer til det, som man allerede mener.
I Matthæusevangeliets sammenhæng er dette naturligvis en problematik, der gennemspilles i forhold til de ikke-kristustroende jøder, der afviser hans forkyndelse, fordi de ikke mener, at den lever op til den jødiske tradition. Matthæus fremstiller den holdning som værre end synden i Sodoma. For den nyhed, der kommer med Jesu forkyndelse, er nemlig for ham netop opfyldelsen af de gamle forventninger, fordi man i hans handlinger kan se, at Himmeriget bryder igennem. Det kan man ikke på forhånd afvise på grundlag af en traditionel fromhedsform, som er lukket for andet end sin egen overbevisning.