Matt 8,1-13
I min barn- og ungdom, dvs. i gamle dage ifølge mine børn, var det sådan, at de ældre generationer lærte de yngre gode manerer. De voksne vidste, hvordan man opfører sig ordentligt, så de stod for opdragelsen. De lærte os blandt andet, at det var uopdragent at kommentere andre menneskers vægt. Altså, hvis den var for høj. Derimod var det velopdragent at bemærke en slank figur. Man kunne ikke tillade sig at sige, at nogen var for tyk. Men man kunne godt tillade sig at sige, at nogen var for tynd. Det var nærmest et kompliment. Ungdommen i dag er heldigvis blevet bedre opdraget – ikke af deres forældre, men af sig selv og hinanden, og de kan være ret insisterende, når de skal opdrage ældre generationer. I dag er det uopdragent – eller det vil de nok ikke sige – måske vil de sige, at det er ”årnlig nederen” at kommentere andre menneskers krop i det hele taget. Uanset om man er tyk eller tynd, skal man ikke høre kommentarer om det fra andre. Ens krop er ens egen. Den skal andre ikke have en mening om. Det er, synes jeg, et civilisatorisk fremskridt. Det er endnu et eksempel på, at der er grund til at have håb – om ikke til fremtiden, så til de fremtidige generationer. Det er nok en mindre ting, men den siger meget om dem.
Man kan opholde sig lidt ved, hvad de vægrer sig imod. De afviser det vurderende blik. Det, at man bliver set på og bogstaveligt talt fundet for tung eller for let. Det blik, tror jeg, ingen bryder sig om. Sagt med de unges sprogbrug er det nemlig ”dømmende”. Man bliver dømt af de andre, siger de unge. Første gang jeg hørte det udtryk (det var i forbindelse med at man i skolen kunne blive dømt, hvis man havde et forkert cover til sin computer), syntes jeg nok, at det var lidt overdrevent. Hedder det ikke ”bedømt”, spurgte jeg. Men det gør det ikke, for man bliver dømt. Man bliver dømt til en plads højt eller lavt i hierarkiet. Man bliver dømt inde eller ude. Det er det dømmende blik, som de unge prøver at tage afstand fra, uanset om det kommer i form af komplimenter eller kritik. Her er der altså godt at vente, når de unge får magt, som de har agt, for de vil ikke underlægge sig det blik. De accepterer ikke, at der gælder et hierarki, hvor man bare skal være glad og taknemmelig, hvis ens kropsvægt bliver dømt til de højere hierarkiske niveauer.
Og det stopper heldigvis ikke ved vægt. Andre kropsformer, kropsfarver og alt andet kropsligt skal man heller ikke dømme. De unge vil væk fra det dømmende blik. For det dømmende blik internaliserer man. Det bliver et indre blik, som man ser sig selv med. Så allerede inden andre har kastet et blik på en, har man dømt sig selv. Man ved, hvordan man vil blive dømt, og derfor dømmer man sig selv endnu hårdere. Jeg tror desværre, at de unge langt fra har brudt magten fra det blik. Mange af de alt for mange problemer, som alt for mange unge har, kommer sikkert fra det indre dømmende blik. Det er et skridt på vejen at forbyde det ydre dømmende blik, men kun et skridt.
De to personer, der henvender sig til Jesus i dagens evangelietekst, kender alt til det dømmende blik. Den spedalske lider af en hudsygdom, der ikke nødvendigvis er, hvad man i dag vil diagnosticere som spedalskhed, men ikke desto mindre har store konsekvenser for ham. Først og fremmest betyder den, at de, der ser ham, synes, han er ulækker eller uren. De andres blik på ham dømmer ham ude af fællesskabet. Det blik ser han også sig selv med. Det dømmer ham til ikke at burde kontakte Jesus. Derfor siger han forsigtigt: ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.” Underforstået: Det vil du nok ikke, for jeg er slet ikke på dit niveau. Den romerske soldat ved, at han er forhadt af jøderne og ikke burde henvende sig til Jesus. Han er slet ikke værdig til, at Jesus skulle komme i hans hjem. Derfor beder han Jesus udøve sin magt på afstand. For begge personer siger deres indre dømmende blik, at de overskrider en grænse ved at henvende sig til Jesus. De kender deres plads i hierarkiet, og de ved, at de burde holde sig til den.
Så sker det, der er det egentlige mirakel i disse historier. De møder et andet blik, end de havde forventet. De møder et blik, der hverken passer til omgivelsernes ydre blik eller deres eget indre blik. For Jesus ser dem ikke, som andre ser dem, og ikke som de ser sig selv. Samfundets dom over dem og deres egen dom over sig selv er ikke Jesu dom. Han ser ikke en person med ulækker hud i den spedalske. Han ser ikke besættelsesmagten i soldaten. Han ser to mennesker i nød. To mennesker, der søger hans hjælp. Hans blik dømmer også, men det dømmer til den øverste plads i hierarkier. Han siger det til soldaten, at han skal tage plads sammen med Abraham, Isak og Jakob, selv om andre ser ham som en krigsforbryder. Jesu blik sætter fri, når det dømmer. Den spedalske sættes fri af den sygdom, der får fællesskabet til at dømme ham ude. Det er miraklet, at vi frisættes af andres og vores egne domme, når vi lader os se af Jesu blik.
Jesu blik definerer vi her i vores kirke og i alle kristne kirker over hele jorden mere præcist. Vi bekendte definitionen som det første her fra prædikestolen og vi skal gøre det igen ved døbefonten om lidt. Det er det blik, der dømmer os til at have Gud til fader og dermed frisætter os fra ethvert blik, enten vores eget eller andres, der vil se os som tilfældige eksistenser i et meningsløst univers, for Gud fader har skabt himlen og jorden og os i den. Med det blik på sig kan man gå rundt i naturen og se op mod himlen og vide, at her har man hjemme – i Guds skabelse. Så må vi tro, at som livet er opstået af Gud, vender det tilbage til Gud, når vi dør. Så er døden den grænse, der skiller os fra Gud.
Og det er det blik, der dømmer os til at have Gud søn til broder, så hans liv, død og opstandelse gælder for os. Det frisætter os for det blik, der i vores liv blot ser en ubetydelig biologisk organisme, som virker i en periode og så naturligt nedbrydes af døden. Det frisætter for det blik, der kynisk vurderer, at ondskaben er stærkest i vores liv, og selviskhed er vejen til at klare sig. For når Jesu Kristi historie gælder for os, er vores historie altid mere, end vi selv kan se. Selv når vi står i det mørkeste mørke, kan vi vide, at intet mørke kan skjule det lys, der skinner fra Jesu opstandelse over vores liv. Så må vi tro, at selv når alle horisonter lukker sig om os, og alt godt synes forsvundet fra tilværelsen, så sejrer livet til sidst over døden, for det gjorde det for ham, hvis historie vi er indpodet i.
Endelig for det tredje er det det blik, der dømmer os til fællesskab med Gud helligånd og hinanden. Så frisættes vi fra alle fællesskaber, der dømmer os efter hvad vi kan og ikke kan. Vi bliver fri af det blik, der dømmer os ud fra bestemte idealer om det smukke, det kloge og det gode. Når vi indgår i menneskelige fællesskaber, hvor man skal kunne noget bestemt eller være noget bestemt for at have værdi, kan vi vide, at vi er med i et fællesskab, som vi ikke kan falde ud af, fordi vi er indlemmet i det ved at blive set af ham. Så kan end ikke døden bryde det fællesskab, for selv i døden hviler hans blik på os.
De to personer i evangelieteksten, den spedalske og soldaten, fik Jesu blik på sig og deres eksistens blev en anden. De blev frisat af deres eget og andres blik. Jesu blik på dem skabte deres virkelighed. Hver gang vi bekender troen på den treenige Gud, er det det blik, der falder på os, så det blik bestemmer, hvem vi er. For den kristne tro på Gud fader, søn og helligånd er at få et andet blik på sig – og sige ja tak til at leve i det.
For ifølge evangeliet skal man ikke forbyde ethvert ydre dømmende blik, så man bare kan være den, man selv er, som de unge nogle gange giver udtryk for. I stedet skal man lade sig dømme af et ydre blik, der gør en til mere, end det andre dømmer en til at være, og mere end man selv tør tro, at man er. Det blik møder os i Jesu blik. Det blik falder på os, når vi modtager velsignelsen og Herrens ansigt lyser over os, og han løfter sit åsyn på os.
DDS 2 – 324 – 52 — 577 – 492 – 787/407