3.s.e.trin.(1)
Det mistede får og den tabte mønt
v.1 Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, v.2 og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.«
v.3 Men han fortalte dem denne lignelse:
v.4 »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? v.5 Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, v.6 og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet.
v.7 Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.
v.8 Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? v.9 Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt.
v.10 Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«
Luk 15,1-10 (jf. Matth 18,12-14; Thom 117)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Lignelsen om det mistede får har en parallel i Matthæusevangeliet (Matth 18,12-14). Den indgår i den såkaldte ’discipel-tale’, hvor Jesus i Matthæusevangeliet belærer disciplene om statusforhold i menigheden. Hos Matthæus er den mere kortfattet. Den er ikke præsenteret som en lignelse, men blot en udtalelse af Jesus, der skal illustrere pointen: ”Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte” (Matth 18,11). I Matthæus’ version nævnes ikke ”syndere”, men ”fortabte”, og udtalelsen er ikke rettet mod skeptiske modstandere, men internt i menigheden. En parallel til lignelsen om den tabte mønt findes ikke.
Det forekommer mig nærliggende, at Lukas har bearbejdet og udvidet Matthæus’ udsagn om det fortabte får til sin lignelse om det mistede får og har brugt det i fremstillingen af Jesu kontrovers med jødiske grupperinger. Han har så udformet en anden version af den samme fortælling, hvor det er en tabt mønt, som findes af en kvinde. Det passer meget godt til Lukas’ interesse for penge, og det passer faktisk også til hans forhold til kvinder. Kvinderne i Lukasevangeliet har nemlig en lidt tvetydig plads. På den ene side fylder de mere end i de andre evangelier; på den anden side er deres placering helt traditionel som hjemmehørende i huset og underordnet manden.
Når Lukas lader teksten om det mistede får være rettet mod jødiske kritikere, bruger han den modsat Matthæus til at definere kristendommen i modsætning til de jødiske partier. Hvor det i Matthæusevangeliet altså omhandler de interne forhold i menigheden, handler det i Lukasevangeliet om at vise, hvordan kristendommen adskiller sig fra de jøder, der kommer til at fremstå hykleriske. Sammenhængen i Lukasevangeliet viser, hvordan det er en hovedpointe.
I Thomasevangeliet findes en version af lignelsen:
”Jesus sagde: ”Riget er som en hyrde, der havde hundrede får. Et af dem fór vild, det var det største. Han forlod de nioghalvfems og søgte efter det. Udmattet sagde han til fåret: ”Jeg elsker dig mere end de nioghalvfems””” (Thom 107).
Den adskiller sig fra de andre. Her er det en lignelse om riget, ligesom mange af Matthæusevangeliets lignelser, der handler om himmeriget. Desuden er det mistede får her det største, som ovenikøbet fremhæves på de andres bekostning. I de kanoniske evangelier er der ikke tale om, at det ene får er mere elsket end de andre, men glæden over dets omvendelse er større. I Thomasevangeliet bliver majoriteten tilsidesat for den enes skyld, hvilket kunne tyde på, at forfatteren ser sig selv og sin menighed som en undtagelse for den større gruppe. Læg jo mærke til, at hyrden har alle hundrede får, men elsker ét af dem mere end de andre. Det kan tyde på en modsætning til de dominerende dele af kristendommen.
I øvrigt er der også en reference til hyrden, der har hundrede får og leder efter det ene, i et af de andre skrifter, der blev fundet sammen med Thomasevangeliet ved Nag Hammadi i Ægypten og derfor kaldes Nag Hammadi-skrifterne. I Sandhedens Evangelium (32) siges det om frelseren, at han er en hyrde, der efterlader nioghalvfems får, som ikke var mistet, og søger efter det ene, som var faret vild. Men herfra udvikler det sig til en spekulation over tallene. Nioghalvfems, siger teksten, er et tal, der er i den venstre hånd. Når nummer hundrede kommer til, skifter alle til højre hånd. Tallet hundrede er altså fuldendt og kommer derfor i den højre hånd. Dette er formentlig begrundet i, hvad der sker, når man tæller på fingrene. Når man tæller til nioghalvfems ender man i venstre hånd, ved nummer hundrede går man over til højre. Men selvfølgelig er der andet på spil: får nummer hundrede fuldender gruppen. Herfra fortsætter teksten som en spekulation over sabbatten. Selv på sabbatten sled han for fåret, som han fandt i en brønd og gav liv. For deraf kan man vide, hvad sabbatten er, nemlig en dag, hvor frelsen ikke kan hvile. Som det kan høres, er Sandhedens Evangelium en ganske kompliceret tekst med en meget fremmed forestillingsverden, der formidler en form for hemmelig visdom til sine læsere. De skal således blive i stand til at tale om dagen fra oven og lyset, der ikke kender nat, fordi det er perfekt. I dette tilfælde er det helt tydeligt, at lignelsen bruges til at skabe en esoterisk gruppe med en særlig indsigt. Det er langt fra den mening, som lignelsen har i Lukasevangeliet.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
Teksten optræder omtrent midtvejs i den lukanske rejseberetning, hvor Lukas har placeret meget af sit særstof. Den følger umiddelbart efter et afsnit om prisen for efterfølgende (Luk 14,25-35), der i øvrigt følger efter lignelsen om det store festmåltid, hvor det fremgik, hvorledes det inviterede udelukker sig selv fra festen. Efter teksten følger lignelsen om den fortabte søn (Luk 15,11-32), der tydeliggør pointerne om at være synder, fortabt og blive fundet (den yngste søn) og at mene sig retfærdig og udelukke sig selv fra festen (den ældste søn). Den lignelse er lukansk særstof og er dermed med til at understrege, hvor vigtig denne pointe er for Lukas. De fortabte syndere modtages; de (selv)retfærdige udelukker sig selv.
Tekstens detaljer
Teksten falder i tre dele:
v.1-2: Introduktion: Scenen sættes
v.3-7: Lignelsen om det mistede får med konklusion i v. 7
v.8-10: Lignelsen om den tabte mønt med konklusion i v.10
v.1-2: Evangelisten beskriver en scene, hvor mennesker bliver ved med at samles omkring Jesus for at høre ham tale. Det siges, at ”alle” toldere og syndere kom til ham. Det er selvfølgelig ikke rigtigt og giver i virkeligheden ikke en realistisk scene, for alle tolderne kan man naturligvis ikke forestille sig samlet om Jesus. Ligesom det giver et helt umuligt billede, hvis alle syndere skulle komme til ham. Den vildt overdrevne formulering betyder, at vi ikke skal forestille os scenen bogstaveligt. Derimod kan den urealistiske beskrivelse lade vide, at der er et symbolsk indhold på færde, når man taler om alle toldere og syndere. Men før jeg siger noget om det, er det værd at undersøge, hvad der menes med de to betegnelser.
Tolder var et faktisk erhverv i Palæstina på Jesu tid. Fra gammel tid er der blevet opkrævet told fra handelsrejsende i Palæstina, hvilket landets placering som gennemgangsland for handelsforbindelser mellem nord og syd næsten lægger op til. Under den romerske besættelse på Jesu tid overtog den romerske stat selvfølgelig toldopkrævningen, men de udliciterede den til højestbydende. Den pågældende tolder sikrede sig indkomst ved at opkræve mere, end romerne foreskrev. Tolderne var derfor i dobbelt forstand forhadte: De samarbejde med besættelsesmagten og udnyttede positionen økonomisk. Jødiske grupper, fx farisæere, anså dem for rituelt urene, fx pga. omgang med hedninger og fremmede penge, og accepterede ikke toldere i deres parti.
Synder: Almindeligvis antages en synder at være en, der forbryder sig mod Gud ved ikke at efterleve hans lov. Synder kan derfor i nogle sammenhænge simpelt hen betegne mennesker, der lever uden Guds lov, nemlig hedninger, dvs. ikke-jødiske folkeslag. I sammenhæng med toldere er det dog mere oplagt, at betegnelsen bruges om jøder, der ikke lægger vægt på buddene, herunder de rituelle renhedsregler. Det kan fx være prostituerede og kriminelle. Under alle omstændigheder befinder en ”synder” sig på randen af det jødiske samfund.
Man kan sige, at toldere og syndere til sammen betegner personer, der har vendt sig fra den korrekte måde at leve på. De har i jødiske øjne adskilt sig fra folket og fra Gud ved deres levevis, fordi de uden hensyntagen til Guds bud eller deres jødiske næste lever efter deres egne behov.
Det vækker naturligvis modstand fra farisæerne og de skriftkloge, der hver på sin vis vogter over lovens opfyldelse.
Farisæerne var et jødiske parti. Det har været meget omdiskuteret, hvad det egentlig stod for. Den skarpe polemik i Det Nye Testamente har farvet fremstillingen af dem, så de oftest anses for at være hykleriske gerningsretfærdige. Det er dog ikke den historiske virkelighed om farisæerne. Formentligt har det farisæiske parti været en slags pietistisk lægmandsbevægelse, som har udbredt lovens betydning til at gælde hele livet, dvs. forskrifter om rent og urent, der egentligt er rettet mod templet, udbredes til at gælde hverdagslivet også. De holdt også fast ved ”fædrenes overlevering,” som betegner den mundtlige udlægningen af loven, der senere hen blev nedfældet i de rabbinske skrifter. Således lever farisæerne groft sagt livet som en jødisk præst og overholder de rituelle renhedsforskrifter i sit dagligliv. På den måde udbredes lovens betydning og de fine, magtfulde præsteslægter mister noget af deres magtbase. Farisæismen kunne derfor overleve templets fald i år 70, da lovens betydning allerede var løst fra det konkrete tempel. Farisæerne er grundlaget for den rabbinske jødedom, der opstår i slutningen af det første århundrede og er grundlaget for den moderne jødedom. Når netop farisæerne bliver så hårdt angrebet i Det Nye Testamente, kan det hænge sammen med, at både de tidlige kristne og farisæerne kunne videreføre jødedommen efter den store krise, som templets fald udløste. Ingen af retningerne havde brug for det konkrete tempel, og begge appellerede til jøder uden for de politisk ledende kredse. De tidlige kristne lægger derfor vægt på at afgrænse sig og profilere sig i modsætning til farisæerne, netop fordi de var en væsentlig konkurrent.
Skriftklog betegner en teologisk og juridisk uddannet person, dvs. en, der er i stand til at tolke loven (de fem Mosebøger). Uddannelsen bestod naturligvis i et dybt kendskab til lovens indhold, så forskellige tekststeder kunne sammenlignes og diskuteres, så de blev i stand til at se et skriftsted fra forskellige perspektiver. Men der var også en stor del af udenadslære, så de skriftkloge kunne videreføre ”de fædrene overleveringer,” også kaldet ”den mundtlige torah”. Den konkrete funktion som skriftklog bestod for en stor dels vedkommende i at udlægge loven,så den kunne anvendes ved konkrete problemstillinger. I den forbindelse opstod metoder til at udlægge loven med henblik på nye problemer. De skriftkloge havde sæde i jødernes ledende forsamling, synedriet. Efter år 70 blev de skriftkloges funktion varetaget farisæere, som dermed blev tidlige rabbinere.
Det er klart, at disse grupper gør indsigelse mod Jesu imødekommenhed over for toldere og syndere, som ikke lever efter loven. Ved at omgås dem bryder Jesus med rituelle renhedsregler og sociale hierarkier. Helt tydeligt bliver det, når han praktiserer måltidsfællesskabe med dem. Netop måltidet var det sted, hvor grænserne mellem rent og rent tydeligst kom frem. Man kan endda sige, at en farisæer ved sit middagsbord var som en præst i templet. Derfor skulle de rituelle grænser særligt overholdes ved måltider. Men lige så klart er det, at Lukas er ude i et polemisk ærinde mod de jødiske grupper, der var dominerende på den tid, han skriver.
v.3-7: Lignelsen er lige til at forstå i sammenhængen. Men indledningen er interessant. Oversættelsen lyder: ”Hvis en af jer har …, lader han så ikke…” Spørgsmålet er, om svaret på det retoriske spørgsmål må være ”nej”, for sådan handler et menneske ikke. Det er ikke en fornuftig risiko at løbe. Eller refereres der her til den almindelige menneskelige reaktion at ville forlade de nioghalvfems for at søge det fortabte, selv om økonomiske kalkuler taler imod? Hvis lignelsen om den tabte mønt er helt parallel med denne lignelse, taler det for det sidste svar. Så er lignelsen en illustration af den alment menneskelige barmhjertighed, som videre tydeliggøres i lignelsen om den fortabte søn.
I lignelsens ordvalg er udlægningen næsten krybet ind. Ordet for at ”miste” fåret (v.4.6) bruges også om fortabelse.
Konklusionen i v.7 er også let at forstå. Omvendelsen skaber mere glæde, end dem der ikke har omvendelsesbehov. Hvis man læser lignelsen for bogstaveligt, kommer man ud i spekulationer, om hvem de retfærdige er, der ikke har behov for at omvende sig. Det er, vil jeg mene, en misforståelse. Pointen er snarere, at enhver er som det vildfarne får og har omvendelsesbehov, men nogle tror det ikke.
v.8-10: Lignelsen om den tabte mønt har samme let forståelige pointe. Men i pointen i v.10 er der ikke tale om nogle retfærdige, hvilket støtter min tolkning af v.7.
Tekstens fortolkning
Teksten er et svar på, hvorfor Jesus omgås og endda spiser sammen med toldere og syndere, der ellers regnes for dårligt selskab for nu at sige det lidt plat. Svaret er, at deres omvendelse bereder større glæde end de retfærdige. Men det skal, vil jeg mene, ses i sammenhæng med på den ene side lignelsen om det store festmåltid; på den anden side lignelsen om den fortabte søn. Så ser man nemlig, at alle er i samme situation over for Jesus. Nogle er udelukkede i kraft af deres status i samfundet. De hentes ind til festen, ligesom toldere og syndere modtages af Jesus i hans bordfællesskab. Nogle udelukker sig selv fra festen ved at takke nej til invitationen, forlade faderens hus, eller blive forbitret over modtagelsen af den hjemvendte søn. Således har alle omvendelsesbehov og ingen er på forhånd i en privilegeret situation. Det gælder i Lukasevangeliets teologi først og fremmest for jøderne, der vender sig bort, hvorved de marginaliserede jøder og hedningerne kaldes ind. Hvis det er rigtigt, at ”alle toldere og syndere” er et udtryk med symbolværdi, gælder det nok også mere generelt, at alle, der har ødelagt sit forhold til Gud, får omvendelsens mulighed gennem Jesu forkyndelse. Således også de selvretfærdige jøder og den ældste bror i lignelsen om den fortabte søn.