Luk 15,11-32
Lignelsen om den fortabte søn er en af vores kulturs grundlæggende fortællinger. Motivet om en søn, der vender hjem efter at have formøblet sin arv, går igen i en lang række værker. Man møder det i billedkunst, litteratur, film, skuespil og meget andet. Hver fremstilling åbner nye aspekter og perspektiver. Men ikke alle fortolkninger er lige gode. Nogle tager faktisk fejl. Men måske kan de have ret alligevel. Det afhænger selvfølgelig af, hvad målet med fortolkningen er.
Jeg har set en opførelse af lignelsen om den fortabte søn som ballet. I den fremstilles det levende, hvorledes sønnen forlader sit hjem i godt humør, med eventyrlyst og mod på livet. Man ser ham derefter blive forledt af smukke, forføriske kvinder. Til sidst bliver han overfaldet og røvet, inden han vender om og nedbrudt kravler tilbage til sit fædrene hus. Mens han er på vej hjem, kommer faderen ud af huset. Han er stor og mægtig og tager nogle få skridt han mod sin søn, så han kan kravle op ad hans krop, klynge sig om hans hals og lade sig bære ind i huset. Musikken er skøn. Danserne var vidunderlige. På den måde var det en god ballet. Men fortolkningen er helt gal.
Faderen skal ikke opføre sig på den måde. Det ved vi. Han skal ikke stå som en imponerende, majestætisk skikkelse, som man kan søge ly hos. Han skal løbe sin søn i møde. Han skal selv rejse ham op og give ham tøj på kroppen og en ring på fingeren. Han skal nægte at se ham som en angrende synder og i stedet tage imod ham med åbne arme. Det er sådan, vi kender faderen gennem utallige udlægninger, der fremhæver, at for den omvendte søn kræves intet andet end ønsket om igen at tilhøre faderens hus. I det øjeblik han vender om til sin fader, er han atter hans søn.
Men balletten ødelagde også pointen ved at have skåret halvdelen af historien bort, for man så intet til den anden søns reaktion. Forestillingen sluttede med, at faderen bar den yngste søn ind i huset. Den ældste var slet ikke til stede. Også det bryder komplet med lignelsens mening, for vi har jo gennem en lang række prædikener forstået, at selve pointen om den fortabte søn er spørgsmålet om, hvem den fortabte søn er. Er det sønnen, der rejser ud og formøbler sin arv, men går i sig selv og vender hjem og derfor ikke længere er fortabt? Eller er det i virkeligheden den søn, der hele tiden har været derhjemme og nu er ved at gå fortabt, fordi han udelukker sig selv fra den fest, som faderen holder for sin hjemvendte søn? Alt det havde balletten ikke med, men vi ved godt, at det er det egentlige spørgsmål. Kan den anden søn tåle sin faders ubetingede kærlighed, når den ikke ser ud, som han ønsker det.
At det er spørgsmålet, fremgår tydeligt af teksten, som den optræder i Lukasevangeliet, for deri handler den om forholdet mellem to grupper i den tidligste kristendom. Den er en lignelse over det problem, som opstår, når forkyndelsen af Jesus Kristus som Guds Søn betyder, at Gud bliver fader for alle folkeslag. Jøder har ikke længere fortrinsret til Gud, som det ellers har været tilfældet i hele den gammeltestamentlige historie. Også alle andre folk tager Gud imod, når de vender om til ham. Selv dem, der kommer fra de urene dyr i svinestien. Så det troende fællesskab skal bestå af alle slags folk, for i forholdet til Gud er der ikke forskel på at være jøde eller græker, som Paulus siger. Eller som det lød i epistelteksten for alteret: ”Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand.” For det hus, der bygges, har Jesus Kristus som hovedhjørnesten, og så er det uden betydning, hvilken etnicitet man kommer fra. Det viste sig imidlertid, at de fleste jøder havde vanskeligt ved at acceptere det. At deres Guds kærlighed skulle omfatte alle uden forskel, kunne de ikke forlige sig med. Derfor udelukkede de sig selv fra festen og fra fællesskabet, mente altså Lukas og illustrerede det med denne lignelse, der i virkeligheden indeholder et ganske barsk budskab, for nok kommer faderen sin yngste søn i møde, men den ældste overlades selv med beslutningen, om han vil være med til festen. Selvfølgelig ligger der det evangelium i den, at som den yngste søn var fortabt, men gik i sig selv og mødte sin faders betingelsesløse kærlighed, således kan den ældste gå i sig selv og vende tilbage til festen, hvor også han vil opleve sin fader komme sig i møde. Og mon ikke der så bliver slagtet en fedekalv mere.
Sådan har vi lært at forstå lignelsen og alt efter humør kan man glæde sig over at tilhøre det fortabte folk, der blev modtaget i Guds overstrømmende kærlighed. Eller man kan minde sig selv om, at det fortsat gælder, at folkeslag, der ikke ligner os, stadig modtages af samme imødekommende Gud. For lignelsen handler jo om, at kan man ikke acceptere Guds kærlighed, når den rettes til andre end en selv, sætter man sig selv uden for den. Sådan gælder det om at finde den søn, som man kan identificere sig med. Enten er man de yngste, og så er lignelsen en forvisning om, at man modtager en kærlighed, som man ikke kan gøre sig fortjent til. Eller man er den ældste, og så er lignelsen en formaning om, at den kærlighed gælder for alle.
Men det havde balletten ikke med. Den havde kun den nedbrudte søn, der gik i sig selv for at klynge sig til sin klippefaste fader. Jeg var rigtigt irriteret over det, da jeg gik ud derfra, for det var jo helt forkert. Lignelsen kom til at handle om noget helt andet, end det skulle. Gud agerede jo ikke, som han burde. For jeg vidste jo nok, hvordan han skulle opføre sig. Han skulle optræde som den barmhjertige fader, der løber barnet i møde og falder ham om halsen i glæde over, at han er kommet hjem. Sådan skal faderen være. Han skal være en fader, man kan stole på.
Når jeg nu tænker over det, kan jeg ikke lade være med at blive stødt af, at det er nøjagtig samme reaktion, som den anden søn. Også han forarges over, at hans fader ikke opfører sig, som han ønsker. Han er stødt over, at han pludselig fraviger det billede, som han mente måtte være gældende. Det forarges han over og vender sig irriteret bort, for hvis hans fader ikke optræder, så man kan stole på ham, vil han slet ikke have med ham at gøre. Jeg er ret sikker på, at det ikke var ballettens formål, men ikke desto mindre bringer den mig i den ældste søns rolle, når den får mig til at bedømme fremstillingen faderen ud fra mine egne idealer. Ligesom jøderne i Lukasevangeliets samtid afviser jeg det gudsbillede, som ikke passer til mine egne forestillinger.
Jeg vil fastholde, at balletten fejltolker lignelsen, men ved dens fejltolkning kommer den til at afsløre et nyt perspektiv på dens mening. Lignelsen handler ikke om sønnerne selv. Den handler om deres forhold til deres fader. Den handler om, om de kan acceptere en fader, der ikke svarer til deres forestillinger. For det er jo netop sagen i lignelsen, at begge sønner bliver overraskede over faderen. Den første i glæde over, at han modtages uforbeholdent, modtager kys og får en ring på fingere. Den anden i ærgrelse over, at han ikke havde forrang. I begge tilfælde kan deres forventninger ikke rumme faderens reaktion. Derfor handler den om – uanset hvem man identificerer sig med – om man kan leve med en Gud, der ikke er skabt i ens eget billede. En Gud, der slagter fedekalven og holder fest, når man mener, at man er hjemfalden til straf og ikke håber på andet end en plads blandt daglejerne. En Gud, der ikke har andet at give end det forhold, som man allerede har del i, når man mener, at man bør belønnes og hædres. Så bliver spørgsmålet, om vi kan man leve med et gudsbillede, som ikke bare er et udtryk for vores ønskedrømme. Kan vi leve i et forhold til en sådan Gud?
Således fik ballettens fejltolkning ret ved at stille nye spørgsmål eller stille dem på en ny måde. Men den er stadig en fejltolkning, for i lignelsen er der ingen spørgsmål. I den skal ingen svare på noget, for faderen har forholdet til sine sønner på trods af deres ønskedrømme og idealer. De skal ikke stå til regnskab for noget. I lignelsen er der kun et tilsagn: Mit barn, du er altid hos mig. Alt mit er dit – og man kan tilføje: Uanset hvordan du mener, at jeg skal være.
DDS 1 – 324 – 410 — 570 – 411 – 52